Jacopo de' Barbari

Jacopo de' Barbari, d. før 1516, italiensk maler, tegner og grafiker. Jacopo de' Barbari blev født og udlært i Venezia. Her udførte han et næsten 3 x 1,5 m stort, usædvanlig detaljeret panoramabillede af byen, sammensat af seks træsnit (1497-1500, Museo Correr, Venezia).

Via forbindelser med bl.a. Albrecht Dürer, som han traf i Venezia 1494-95, kom Barbari til Nürnberg i 1500; de følgende år virkede han under navnet Jacob Walch som portrætmaler og grafiker ved flere fyrstehoffer i Tyskland og Nederlandene.

I Barbaris billeder viser proportionssans og formbehandling tilbage til en italiensk skoling, mens en stor detaljerigdom peger mod både Dürers og Lucas Cranachs kunst. Som signatur anvendte han ofte en merkurstav.

Foruden portrætter malede Jacopo de' Barbari både religiøse og mytologiske billeder, mens hans stilleben Død Agerhøne (1504, Alte Pinakothek, München) er et for tiden helt usædvanligt motiv.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig