Jacob Frese, 1691-1729, svensk digter. Frese var ud af en kendt familie i det finske Viborg, men flygtede i 1711 til Sverige fra de angribende russere. I Stockholm gik hans karriere og helbred en krank skæbne i møde. Uden at opvise den store originalitet er han en mangesidet overgangsskikkelse i svensk litteratur. I sine lejlighedsdigte, salmer og passionsskildringer står han i gæld til barokken, mens hans fromme naturlyrik rummer mere af pietismens inderlige og personlige tonefald.