Jack Teagarden, 1905-1964, amerikansk jazzbasunist, sanger og kapelmester. Han udviklede tidligt en personlig stil på sit instrument, påvirket af bl.a. Louis Armstrong, og var en af dixieland- og swingmusikkens betydeligste solister. Han gjorde sig også bemærket som sanger med sin karakteristiske drævende stemmeføring. Teagarden var bl.a. medlem af Paul Whitemans orkester 1933-38 og havde eget bigband til 1946; året efter blev han medlem af Armstrongs All Stars, som han spillede med til 1951. Teagardens og Armstrongs humoristiske sangduet Rockin' Chair, indspillet første gang i 1947 og gentaget talrige gange siden, blev en sikker publikumsfavorit. Teagarden fortsatte med at lede egne mindre grupper til sin død.