Jack Kerouac

Faktaboks

Jack Kerouac
født:
12. marts 1922
død:
21. oktober 1969

Jack Kerouac, 12.3.1922-21.10.1969, amerikansk forfatter. Han voksede op i en katolsk, fransk-amerikansk indvandrerfamilie, der er portrætteret i kunstner-dannelsesromanen The Town and the City (1950).

På Columbia University i New York kom Jack Kerouac i kontakt med bl.a. forfatteren Allen Ginsberg. Under påvirkning af den kontroversielle franske forfatter Louis-Ferdinand Céline og Ginsbergs egne såkaldte spontane selvbekendelser nedskrev Jack Kerouac i løbet af 1940'erne og begyndelsen af 1950'erne materialet til, hvad der siden blev udgivet adskilt i en lang række "romaner" med ham selv i forskellige inkarnationer som vandrende digter a la Walt Whitman eller asketisk munk.

Sproget tilstræbte at delagtiggøre læseren i en grænsesprængende, ekstatisk tilstand, der kun undtagelsesvis er realistisk motiveret i ydre forhold. Det gælder fx romanen om den mytologiserede bilvagabond og superelsker Neal Cassady i On the Road (1957, da. Vejene, 1960), der ligesom bohemeromanen The Subterraneans (1958, da. De underjordiske, 1964) blev oversat af Elsa Gress.

I 2008 udkom en ny dansk oversættelse ved Arne Herløv Petersen af Jack Kerouacs første manuskript af Vejene, som han skrev på en godt 40 m lang papirrulle, med titlen Vejene - det oprindelige manuskript. Romanen blev i 2012 filmatiseret af den brasilianske instruktør Walter Salles.

Se også The Beat Generation.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig