Faktaboks

J. Craig Venter

John Craig Venter

Født
14. oktober 1946, Salt Lake City, USA
J. Craig Venter
J. Craig Venter. Foto fra 2007.
J. Craig Venter
Af /AFP/Ritzau Scanpix.

J. Craig Venter er en amerikansk biokemiker, der 1984-1992 var ansat på National Institutes of Health (NIH), Bethesda, Maryland. Her udviklede han en strategi til hurtigt at bestemme dele af DNA-sekvensen af de gener, der udtrykkes i menneskets hjerneceller.

Han offentliggjorde i 1991 de første mange hundrede af disse sekvenser og vakte international furore, da NIH med baggrund heri indgav patentansøgning på ca. halvdelen af dem.

I utilfredshed med det offentlige bevillingssystem dannede J. Craig Venter i 1992 The Institute for Genomic Research (TIGR) i Rockville, Maryland, som specialiserede sig i at gennemføre store DNA-sekventeringsopgaver, bl.a. af bakterier. I 1998 grundlagde han Celera Genomics, et datterselskab af instrumentfirmaet Perkin-Elmer, hvor han intensiverede og automatiserede sekventeringen af menneskets genom. Sammen med konkurrenten Francis Collins fra NIH præsenterede han resultaterne af dette banebrydende sekventeringsprogram i 2001.

Han er i dag leder af J. Craig Venter Institute (grundlagt 2006) og beskæftiger sig bl.a. med mikrobiel fremstilling af ethanol og hydrogen til brug i fx brændselsceller og med kortlægningen af dele af verdenshavenes samlede arvemasse. Desuden eksperimenterer han med at fremstille levende celler fra bunden af ved at opbygge dem gen for gen.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig