J.C. Lavater

J.C. Lavater var en schweizisk præst, forfatter og en af sin samtids mest elskede og latterliggjorte åndspersonligheder. Hans retskafne patriotisme (Schweizerlieder, 1767) fik ham til som ung teolog at angribe regeringskorruption og som aldrende præst til at protestere mod overgreb fra det revolutionære styre. Han døde af såret efter en fransk kugle, der ramte ham under den franske besættelse af Schweiz i 1799.

Lavaters rationalistisk farvede, inderlige kristendom forbandt sig med en sværmerisk Jesusfromhed, der fik ham til at ane åbenbaringer overalt (Aussichten in die Ewigkeit, 1768-1778) og bragte ham i konflikt med vennen Goethe og Moses Mendelssohn, men nærmere til F.A. Mesmer og spiritistiske kredse, også ved det danske hof. Hans overbevisning om, at ånden udtrykker sig i materien, fik ham til at udvikle og praktisere en fysiognomisk analyse (Physiognomische Fragmente, 1775-1778), der fremkaldte begejstring i kredse, der dyrkede geniet, og satire af G.C. Lichtenberg.

Lavater havde gennem digteren Jens Baggesen og familierne Reventlow og Schimmelmann kontakt med Danmark. Hans rejsedagbog, J.C. Lavaters Rejse i Danmark i Sommeren 1793, udgav Louis Bobé i 1898 med indledning og noter på dansk.