J.C. Drewsen

Faktaboks

J.C. Drewsen
født:
23. december 1777
død:
25. august 1851

J.C. Drewsen.

.

J.C. Drewsen, Johan Christian Drewsen, 23.12.1777-25.8.1851, dansk fabrikant, landøkonom og politiker. Drewsen var søn af papirfabrikant og indehaver af Strandmøllens papirfabrik Christian Drewsen (1745-1810), og efter faderens død overtog han fabrikken i Nordsjælland. Han moderniserede den ved at installere dampkraft og hydraulisk presse, hvorved den blev landets førende papirvirksomhed; i 1830 blev den kraftigt udbygget. Drewsen var eneleverandør af papir til staten og Nationalbanken, ligesom hovedparten af alt trykpapir kom fra Strandmøllen. I 1844 blev virksomheden overtaget af sønnerne Christian (1799-1896) og Michael Drewsen.

Som landmand var Drewsen præsident for Landhusholdningsselskabet 1819-30 og talte som forfatter og redaktør af landøkonomiske værker og tidsskrifter for intensive driftsmetoder og mere tidssvarende besiddelsesforhold i dansk landbrug. I 1834 blev han medlem af Roskilde Stænderforsamling og fremtrådte hurtigt som en af bondestandens ledende talsmænd. Drewsen stod igennem 1840'erne på den liberale venstrefløj og støttede den danske bevægelse i Sønderjylland. I 1846 var han medstifter af Bondevennernes Selskab og indtrådte i dets bestyrelse. I 1848 brød Drewsen med selskabet pga. dets udskillelse fra den liberale bevægelse, men genindtrådte dog året efter. Drewsen var en af de mest fremtrædende personligheder inden for dansk erhvervsliv og politik i første halvdel af 1800-t.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig