Jørn Lund

Faktaboks

Jørn Lund
Født
30. januar 1946

Portræt af Jørn Lund, 2007.

.

Artikelstart

Jørn Lund er en dansk sprogforsker. Han blev cand.mag. i dansk og sprogpsykologi i 1972.

Jørn Lund blev i 1968 ansat på Københavns Universitet (som lektor fra 1975) og var i perioden 1980-1991 professor i dansk sprog ved Danmarks Lærerhøjskole. 1991-2001 var han chefredaktør for Den Store Danske Encyklopædi og 1995-2002 medlem af Gyldendals direktion. 2002-2011 var han direktør for Det Danske Sprog- og Litteraturselskab.

Jørn Lund, der som sproglig rådgiver, debattør og essayist betoner samspillet mellem sprog og kultur, var 1980-2017 personligt medlem af Dansk Sprognævn. Han har været medlem af Det Danske Akademi siden 1989. Lund var 1989-1999 formand for Dansk-Norsk Fond, 2013-2017 formand for Dansk Sprognævn og blev i 2014 formand for Rungstedlund-fonden. Samme år blev han formand for Trap Danmarks Faglige Råd.

Gennem formandskab for en række udvalg under Undervisningsministeriet har Jørn Lund siden 1980'erne øvet indflydelse på dansk uddannelsespolitik. 1999-2005 var han formand for Danmarks Evalueringsinstitut, 2005-2006 formand for Kulturministeriets udvalg til udarbejdelse af Kulturkanon og 2005-2011 medlem af bestyrelsen for Københavns Universitet.

Blandt Jørn Lunds mange skrifter om dansk sprog er Dansk Rigsmål, 1-2 (1975, sammen med Lars Brink), Den Store Danske Udtaleordbog (1991, medforfatter og hovedredaktør sammen med Lars Brink), Med sproget som indsats (1993), Sidste udkald (1998), Dansk i nullerne (2011) og Dansk, dænsk, darnsk – that's the question (2018). Erindringerne Hørt, Lært og Sket udkom i 2008, 2010 og 2013.

Jørn Lund modtog Modersmål-Prisen i 2009 og Danske Banks hæderspris på 100.000 kr. i 2011 for sin helt særlige indsats på det sproglige område. I 2015 modtog han Den Berlingske Fonds Hæderspris.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig