Jørgen Skafte Rasmussen

Faktaboks

Jørgen Skafte Rasmussen
født:
30. juli 1878
død:
12. august 1964

Jørgen Skafte Rasmussen, 30.7.1878-12.8.1964, dansk tekniker og industrimand. Efter en uddannelse som maskinmester i København blev han uddannet som ingeniør i Tyskland og grundlagde i 1907 en maskinfabrik i Zschopau.

Under 1. Verdenskrig eksperimenterede han med en dampdrevet bil, Dampf Kraft Wagen. Projektet blev opgivet, men man beholdt navnet, DKW. I mellemkrigsårene udviklede fabrikken sig til verdens største motorcykelfabrik samt en betydende bilfabrik. Virksomhedens væsentligste tekniske indsats var udviklingen af totaktsmotorer.

Ved overtagelse af fabrikkerne Horch, Audi og Wanderer dannede Jørgen Skafte Rasmussen Auto Union, men blev gennem politisk-økonomiske manøvrer i 1933 frataget kontrollen over koncernen.

Efter 2. Verdenskrig vendte han tilbage til Danmark, hvor han virkede som konsulent for bl.a. Dansk Industri Syndikat A/S (DISA).

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig