Jørgen Ernst Ohlsen, egl. Jørgen Ernst Olsen, 1818-1862, dansk gartner og frøhandler. Efter sin gartneruddannelse i 1834 og et længere udlandsophold overtog han i 1845 faderens gartneri og frøfirma, der var grundlagt i 1804 på Østerbro i København, og under hans ledelse udviklede firmaet sig til Skandinaviens største frøfirma inden for havebrugsfrø. Efter Ohlsens død videreførte hans enke og derefter efterkommere i tre generationer det anerkendte firma under navnet J.E. Ohlsens Enke A/S. Firmaet blev i 1985 overtaget af L. Dæhnfeldt A/S.