Faktaboks

Jørgen Clevin
Født
24. april 1920
Død
7. august 1993

Jørgen Clevin, 24.4.1920-7.8.1993, dansk tegner og forfatter. Jørgen Clevin tog lærereksamen i 1941 og underviste 1943-85 i biologi, geografi og formning på Skolen på la Cours Vej i København. Han blev tillige seminarielærer og var med til at udvikle skolefaget tegning til et frit formningsfag med spillerum for fantasien.

Fra 1947 lavede Clevin børneudsendelser i Danmarks Radio og fra 1952 i tv. Med sine tv-udsendelser ville han opmuntre seere i alle aldre til at klippe og klistre og tegne og lime efter sig, ofte med forhåndenværende materialer.

Jørgen Clevin udgav talrige skolebøger, hobbybøger og opgavebøger. Han fik også et stort publikum med sine mange børnebøger, bl.a. Rasmus (1945), baseret på tegneserien Strudsen Rasmus, og Jakob og Joakim (1965). Flere er oversat til andre sprog, endog samisk og japansk, ligesom flere af tv-programmerne har været vist i udlandet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig