Faktaboks

Jørgen Boberg
Født
24. oktober 1940
Død
24. august 2009

Jørgen Boberg, 24.10.1940-24.8.2009, dansk maler og grafiker, fra 1980 bosat i Pietrasanta i Italien. Efter debut på Kunstnernes Efterårsudstilling 1962 var den selvlærte Boberg i 1960'erne tilknyttet Galleri Passepartout i København, og han var medstifter og medlem af den surrealistiske Gruppe Passepartout 1964-69.

Jørgen Boberg var en førende repræsentant for dansk surrealisme med en række figur- og landskabsskildringer, udført med en renæssancemalers tekniske perfektion.

Karakteristisk for hans drømmevisioner er en kølig blå tone og en fantastisk realisme med mytiske og erotiske overtoner, inspireret af bl.a. Wienerskolens malere.

Den samme billedverden foldede han ud i flere grafiske serier, udført 1967-77. Efter bosættelsen i Italien kom portrætterne til at udgøre en væsentlig del af Bobergs værk, med bl.a. familie, venner, kolleger og politikere samt dronning Margrethe (2000) som modeller.

Fra 1972 var Jørgen Boberg medlem af Grønningen. Han modtog Eckersbergs Medalje 1990, Thorvaldsens Medalje 1999 og Statens Kunstfonds livsvarige ydelse 1996.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig