Faktaboks

Jörg Breu

Jörg Breu der Ältere

Jörg Breu den ældre

Født
1475, Augsburg, Tyskland
Død
1537, Augsburg, Tyskland
Levetid - kommentar
Født 1475 eller 1476
Bernhardaltar. 1500.
/Stift Zwettl, Østrig.

Jörg Breu var en tysk maler og grafiker. Breu drog på valsen til Østrig i årene 1500 til 1502, hvor han arbejdede for de store klostre i området. Blandt hans vigtige værker i denne periode er et Bernhardaltar, med scener af Bernhard fra Clairveaux' liv, udført for cistercienserklosteret Stift Zwettl år 1500 og et passionsalter fra 1502, udført til benediktinerklosteret Stift Melk, der er karakteristisk for hans dramatiske figurstil.

Breus opgaver i Augsburg og München

Jörg Breu udførte de bemalede orgelfløje (omkring 1512-1518) til orglet i Fuggerkapelle i Sankt-Anna-Kirche i Augsburg.
/Sankt-Anna-Kirche, Augsburg, Fuggerkapelle.

Senere arbejdede Jörg Breu i Augsburg bl.a. for Fuggerfamilien, for hvilken han udførte de bemalede orgelfløje (omkring 1512-1518) til orglet i renæssancebygningen Fuggerkapelle (indviet 1518) i Sankt-Anna-Kirche. For hertug Wilhelm 4. af Bayern (1493-1550) var han medvirkende ved den store historiecyklus, der skulle udsmykke Münchner Residenz i München. Her udførte han slagscenen Der Sieg Scipios über Hannibal bei Zama (1530, Alte Pinakothek, München).

En søn Jörg Breu der Jüngere (født efter 1510-1547) arbejdede i Breus værksted i Augsburg og videreføre dette efter faderens død i 1537.

Læs mere i Den Store Danske

Der Sieg Scipios über Hannibal bei Zama ('Scipios sejr over Hannibal ved Zama'), 1530, olie på træ. Jörg Breus slagscene var et af de værker, der blev bestilt til Wilhelm 4.'s historiecyklus, der skulle udsmykke Münchner Residenz. Også Albrecht Altdorfer deltog med en slagscene, der er kendt som Alexanderschlacht (1529).
/Alte Pinakothek, München.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig