Jón úr Vör, 1917-2000, islandsk forfatter, debuterede i 1937 med digtsamlingen Ég ber að dyrum (Jeg banker på døren). Efter krigen kunne Jón som flere islandske digtere endelig rejse til udlandet, og et ophold i Sverige satte dybe spor. I 1946 udkom Jóns kendteste værk, Þorpið (Landsbyen), en suite frie vers, som i meget enkelt, hverdagsagtigt sprog skildrer en drengs opvækst og fattigfolks daglige liv i en islandsk fiskerlandsby i mellemkrigsårene.