Jægersborg Dyrehave

Jægersborg Dyrehave, Dyrehaven, stor park, rekreativt område og populært udflugtsmål nord for København; ca. 1000 ha.

Havens historie går tilbage til 1669, da Frederik 3. nord for Klampenborg lod en mindre dyrehave indrette til jagtformål. Året efter udvidede Christian 5. området til det i dag kendte plus Jægersborg Hegn, der blev skilt fra igen i 1838.

Ved udvidelsen nedlagdes byen Stokkerup nær Eremitagen, og bønderne blev forflyttet; Stokkerup Kær vidner endnu om den tidligere landsby.

Dyrehaven blev åbnet for offentligheden i 1756, men jagtslottet Eremitagen tilhører ligesom jagtrettighederne fortsat kongefamilien.

I Dyrehavens sydligste del ligger dalstrøget Ulvedalene med den 43 m høje Djævlebakken foruden Peter Lieps Hus, Kirsten Piils Kilde og forlystelsesstedet Dyrehavsbakken.

Dyrehaven er stærkt præget af den store vildtbestand på ca. 2000 dyr, de fleste dådyr, men også kron- og sikahjorte. Overalt er træernes grene afgnavet op til to meters højde, og enhver opvækst fjernes hurtigt; dette giver Dyrehaven et særpræg med lange kig ind i skoven.

I juni 2013 blev der udsat eghjorte i Dyrehaven. Eghjorten, som er Europas største bille, har været uddød i Danmark siden ca. 1970; formålet er at skabe interesse for naturbevarelse. I første omgang skal billerne bo i volierer.

I 2014 blev Jægersborg Dyrehave udvidet med Stampeskoven på i alt 37 ha. Samtidig blev der udsat nye eghjorte.

Dyrehaven ligger kun nogle få hundrede meter fra Øresund. Statsskovvæsenet, som administrerer Dyrehaven, har opkøbt ejendomme og nedrevet villaer i dette område med henblik på at skabe sammenhæng og frit udsyn mellem Eremitagen og Øresund.

Dyrehaven er optaget i Kulturkanon i kategorien arkitektur.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig