Jægerkorpset

Jægerkorpset, dansk hærenhed, der kan føre sin historie tilbage til Siellandske Jægercorps, oprettet 1785 af Christian 7. Jægerkorpset blev formeret i moderne skikkelse i 1961. Den moderne betegnelse for denne type enhed er Special Operations Forces.

Korpsets opgaver er informationsindhentning, aktiv indsats, forbindelsesvirksomhed, humanitær bistand og katastrofehjælp. Dertil kommer militær støtte, også til alliance- og koalitionspartnere, samt uddannelse af militære og paramilitære enheder.

Korpset er organiseret i Mission Support and Training Center og Special Operations Task Force, der står for hhv. uddannelse og indsættelse. Jægerkorpset vil have øget sin samlede styrke fra ca. 100 i 1990'erne til ca. 140 i 2009.

Dele af korpset deltog sammen med dele af Søværnets Frømandskorps 2001-02 i krigen i Afghanistan mod Talebanstyret og Al-Qaeda.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig