János Bolyai, 15.12.1802-27.1.1860, ungarsk matematiker. I modsætning til sin far, Farkas Bolyai (1775-1856), der forsøgte at bevise Euklids parallelaksiom, udviklede Bolyai en absolut geometri, hvori dette aksiom ikke nødvendigvis gælder. Denne teori, der sammen med Lobatjevskijs arbejder markerer begyndelsen til den ikke-euklidiske geometri, blev offentliggjort i 1832 som et appendiks til faderens geometribog. Bolyais indsats blev først anerkendt omkring 1870.