Jáchymov

Jáchymov, ty. Sankt Joachimstal, by i Krušné hory-bjergene, Erzgebirge, i det vestlige Tjekkiet 160 km NV for Prag; 2830 indb. (2001). Siden 1906 har byen været kursted, hvor radioaktivt vand indgår i behandlingen af bl.a. gigt.

I 1500-t. var byen Europas førende sølvproducent, i 1600- og 1700-t. en vigtig producent af cobalt, i 1800- og 1900-t. af bismuth og indtil 1964 af uran. Det kommunistiske regime brugte i 1950'erne politiske fanger til uranudvindingen. Der er også blevet udvundet jern og bly fra forekomsten. Metallerne findes i hydrotermale mineralårer. Jáchymov blev berømt for sølvmønter, joachimsdaler, præget 1519-28, som siden blev forbillede for prægning af dalermønter i andre lande og også har lagt navn til dollaren. De stærkt radioaktive stoffer radium og polonium blev påvist i begblende fra Jáchymov af ægteparret Curie.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig