Ixion er i græsk mytologi konge over lapitherne, indbegrebet af en voldsmand. Han myrdede sin kommende svigerfar ved at kaste ham i en kulgrube, og da ingen ville rense ham for drabet, forbarmede Zeus sig til sidst over ham og inviterede ham endda til gudernes bord. Her forsøgte Ixion at forføre Hera, men Zeus gennemskuede planen og erstattede den ægte Hera med Nefele ('Sky'), som senere fødte kentaurerne. Ixion blev som straf bundet til et evigt roterende ildhjul, som hvirvler gennem luften eller, i senere græsk mytologi, befinder sig i Tartaros, den dybeste del af Underverdenen.

Talemåden 'at favne skyen for Juno (Hera)', på latin nubes pro Junone, hentyder til Ixions uheldige optræden og bruges om en, der tror at have fundet noget væsentligt, der imidlertid viser sig at være et fantasifoster.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig