Ivrea, norditaliensk industriby 47 km nord for Torino; 24.200 indb. (2010). Byen ligger, hvor floden Dora Baltea løber fra Alperne ud på Posletten. Ivrea var tidligere centrum for egnens landbrugsproduktion (vin, majs) og var længe præget af at være hovedsæde for industrikoncernen Olivetti. Byen er kendt for sit traditionsrige karneval, der planmæssigt udarter til en ret voldsom appelsinkamp med tusindvis af deltagere og omsætning af adskillige ton frugt.

Ivrea var romersk koloni under navnet Eporedia og blev sent kristnet; først i 356 nævnes en biskop. Under longobarderne var den sæde for en hertug, under frankerne for en greve og siden for en markgreve. I konkurrence med mægtige adelsfamilier fik biskoppen af Ivrea mere magt, men i 1313 kom byen under Savoyen. Efter Napoleon Bonapartes erobring af Ivrea i 1796 blev den i 1814 underlagt kongeriget Sardinien (Sardinien og Piemonte).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig