Ivar Nørgaard

Faktaboks

Ivar Nørgaard
Født
22. juli 1922
Død
3. november 2011

Ivar Nørgaard. Foto fra 2000.

.

Ivar Nørgaard, 22.7.1922-3.11.2011, dansk politiker. Ivar Nørgaard var medstifter af og næstformand for den socialdemokratiske studenterorganisation Frit Forum indtil 1945.

Han blev cand.polit. i 1947, var 1955-61 forstander for Esbjerg Højskole og 1961-65 chefredaktør ved Aktuelt; 1966-94 var han MF.

Ivar Nørgaard var økonomiminister 1965-68, 1967-68 tillige minister for europæiske markedsanliggender, dernæst minister for udenrigsøkonomi, europæiske markedsanliggender og nordiske anliggender 1971-73, minister for udenrigsøkonomi og nordiske anliggender 1975-77, handelsminister 1977-78, miljøminister 1978-79, økonomiminister og miljøminister 1979-80 samt økonomiminister 1980-82; 1974-75 var han desuden medlem af og vicepræsident i EF-Parlamentet.

Ivar Nørgaard øvede betydelig indflydelse på dansk markedspolitik, men bibeholdt en vis skepsis over for EF. Han sluttede sin politiske karriere som formand for Folketingets Markedsudvalg 1991-94 og blev i 1992 formand for Pensionisternes Samvirke.

Ivar Nørgaard skrev flere let tilgængelige værker om økonomi, bl.a. Focus på nationaløkonomien (1964) og Din løn og samfundets økonomi (1970).

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig