Ivan 3. den Store, (russ. Ivan Vasiljevitj Velikij), 1440-1505, storfyrste af Moskva. Ivan 3. arvede tronen i Moskva ved faderens død i 1462. Ved en forsigtig, men opportunistisk politik formåede han at underlægge sig de fleste endnu selvstændige russiske fyrstendømmer, bl.a. Novgorod i 1478 og Tver i 1485. I 1480 kunne han ved en magtdemonstration endegyldigt befri Rusland fra det "mongolske åg". Samtidig begyndte han at involvere landet i europæisk storpolitik og antog nu zartitlen og den dobbelthovedede ørn som statssymbol. Gennem sin datters giftermål i 1495 med den litauiske storfyrste infiltrerede Ivan dennes russiske områder og erobrede flere af dem.