Ivösjön, Skånes største sø (54 km2), lavt beliggende (6 m.o.h.) nær grænsen til Blekinge; søen afvandes af Skräbeån til Hanöbukten. Ivösjön er dyb (51 m) og artsrig mht. fisk og hvirvelløse dyr, heraf flere istidsrelikter. Omgivelserne består især af skalgruskalksten.

I søen findes øen Ivö, hvis undergrund for det meste består af kalksten. Den sydlige del er lavtliggende, sandet og opdyrket, den nordlige mere kuperet og skovdækket; denne del med højdedraget Ivö klack (134 m) hviler på grundfjeld. Ved forvitringsprocesser er dettes overfladenære lag omdannet til kaolin, der i mange år var basis for fremstilling af teknisk porcelæn til sanitære formål.

Den gamle kaolin- og kalkgrav rummer uhyre fossilrige kalklag fra Kridttiden. Lagene blev afsat direkte på en klippekyst og vidner om, at havniveauet for 85 mio. år siden var betydelig højere end i dag.

På den sydøstlige del af øen findes ruinerne af Ivöhus, hvortil ærkebiskop Anders Sunesen trak sig tilbage i 1122.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig