Ito Hirobumi

Faktaboks

Ito Hirobumi
Født
14. oktober 1841
Død
26. oktober 1909

Artikelstart

Ito Hirobumi var en japansk politiker, regeringsleder fra 1885-1888, 1892-1896, i 1898 og fra 1900-1901. Ito tilhørte den gruppe af unge samuraier, de senere såkaldte oligarker, der kom til at spille en afgørende rolle for Japans modernisering efter Meijirestaurationen i 1868. Han foretog flere rejser til USA og Europa, den første, der gik til Storbritannien, allerede i 1863.

Ito havde en central placering i det store reformarbejde samt ansvaret for udarbejdelsen af Japans første forfatning i 1889. I årene 1894-1895 gennemførte Ito krigen mod Kina (se kinesisk-japanske krige), og i 1900 grundlagde han det liberale parti Seiyukai.

I 1905 efter afslutningen af Den Russisk-japanske Krig forhandlede Ito en overenskomst med Korea, der gjorde landet til et japansk protektorat, og i perioden 1906-1909 var han generalresident i Korea, hvor hans politik mødte heftig modstand. Han blev myrdet i 1909 i Harbin.

Itos statue er opstillet i det japanske parlament, Kokkai, og han betragtes som det moderne Japans betydeligste statsmand.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig