Procent af befolkningen |
|
88,6% |
betragter sig som katolikker |
53,5% |
tror på Jesus Kristus og den katolske kirkes lære |
30,5% |
tror på Jesus Kristus, men kun delvis på kirkens lære |
2,2% |
er troende, men ikke katolikker |
6,4% |
tror på Gud eller et højere væsen, men tilhører ikke en bestemt religion |
2,8% |
tror ikke på Gud eller et højere væsen |
2,7% |
er søgende |
1,8% |
har aldrig overvejet det, er ligeglade, ved ikke |
97,7% |
vil lade deres børn døbe |
92,0% |
foretrækker at gifte sig i kirken frem for på rådhuset |
31,1% |
går i kirke mindst en gang om ugen |
11,7% |
går i kirke to til tre gange om måneden |
6,8% |
går i kirke ca. en gang om måneden |
51,4% |
går sjældnere eller aldrig i kirke |
Kilde: Vincenzo Cesareo, Roberto Cipriani, Franco Garelli, Clemente Lanzetti & Giancarlo Rovatti: La religiosità in Italia (1995).
|
I 1984 adskilte en ændring af konkordatet stat og kirke. Religionsundervisningen gives fortsat i offentlige skoler, men er ikke længere obligatorisk. Eleverne skal nu ikke fritages, men tilmeldes af deres forældre, for gymnasiasternes vedkommende af dem selv. 80% tilmeldes, mens kirkegangen er langt lavere. Religionsundervisningen varetages af lærere uddannet ved en af kirkens højere læreanstalter, udnævnt af de kirkelige myndigheder og lønnet af staten. Kirkebryllupper har siden 1984 kun haft civilretlig virkning, hvis ritualet omfatter de formularer, som staten kræver. I 1990 bortfaldt statens støtte til mindre sogne til sikring af en minimumsløn til gejstligheden. Gaver til kirken er fradragsberettigede, og skatteyderne kan desuden vælge, om 0,8% af deres personskat skal gå til den katolske kirke, til et andet anerkendt trossamfund eller til staten til sociale formål.
Der er stor forskel på, hvordan italienernes religiøsitet ytrer sig i forskellige dele af landet og i forskellige befolkningsgrupper, men katolicismen er sammen med sproget blandt de vigtigste elementer i det nationale fællesskab. Kirken, den katolske religion og den katolske kultur er til stede overalt i Italien. Kirken er universel, men paven er, uanset hvor i verden han kommer fra, Roms biskop og Italiens primas. Efter 2. Vatikankoncil er ledelsen i Vatikanet blevet stedse mere internationaliseret, mens ledelsen af den italienske kirke er lagt i hænderne på en nyoprettet bispekonference. Kirken er den institution, som flest italienere (17,1%) har tillid til, og næsten hver tredje italiener går mindst en gang om ugen hjemmefra for at lytte til en af dens repræsentanter, som er til stede i et antal af 1 pr. 1000 indbyggere, hvis man kun regner præsterne med, og 1 pr. 280, hvis man medregner munke, nonner og diakoner.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.