Italiens befolkning

Italien er et mål for arbejdskraftindvandring og har ca. 2,5 millioner registrerede indvandrere foruden skønsmæssigt flere hundrede tusinde illegale indvandrere. De største grupper er albanere, marokkanere og rumænere. Under krigene og kriserne på Balkan siden 1990 er mange flygtninge kommet over Adriaterhavet til Italien, og måske endnu flere er kommet sydfra. Holdningen til dem har traditionelt været mere tolerant end i mange andre europæiske lande, men mange er dog sendt hjem. De illegale indvandrere fungerer som lavt betalt arbejdskraft i landbrug, service og småindustri, men mange rejser videre til nordligere endemål. I 2002 tog EU initiativ til at udarbejde fælles regler for området, der på EU-plan måske omfatter 2-3 millioner mennesker.

Emigrationen fra Italien, navnlig Syditalien, tog fart i slutningen af 1800-tallet på grund af befolkningstilvækst og dårlige beskæftigelses- og leveforhold. Udvandringen kulminerede lige efter århundredskiftet, da mere end 600.000 udvandrede hvert år, ca. halvdelen til europæiske lande. I slutningen af 1950'erne og begyndelsen af 1960'erne skete en fornyet udvandring, fortrinsvis til europæiske lande og helt overvejende fra Syditalien.

I 1900-tallet har Italien indtil midt i 1970'erne også oplevet store interne vandringer, migrationer, fra det arbejdsløshedsplagede Syd- til det fremgangsrige Norditalien. Men da den økonomiske fremgang ebbede ud i slutningen af 1970'erne, vendte en del af syditalienerne tilbage, både fra Norditalien og fra det øvrige Europa.