Italien - arkitektur - 1850-2010

Arkitekturen i sidste halvdel af 1800-tallet beherskedes af historicismen. Med Napoleon 3.s fald i 1870 og foreningen af Italien i ét kongerige påbegyndtes en større udvidelse af hovedstaden Rom. Allerede i 1871 udlagdes ét af byens hovedstrøg, Via Nazionale, og Gaetano Koch påbegyndte i 1880 det halvcirkulære bygningskompleks Esedra ved gadens begyndelse.

I Via Nazionale finder man tillige to af periodens mest prominente bygningsværker, Pio Piacentinis (1846-1928) Palazzo delle Belle Arti (1878-1882) og Gaetano Kochs Banca d'Italia (1889-1892), begge opført i den hyppigt benyttede nyrenæssancestil. Roms mest prætentiøse bygningsværk fra perioden er dog det enorme marmormonument for Vittorio Emanuele 2., opført 1885-1911 af Giuseppe Sacconi (1853-1905) som en hyldest til det forenede Italien.

Det sene 1800-tals mest banebrydende bygningsværker finder man i Milano; Giuseppe Mengonis (1829-1877) vidtstrakte glasoverdækkede indkøbsarkade Galleria Vittorio Emanuele 2. (1865-1877), der dannede forbillede for talrige lignende arkader over hele Europa.

I årene efter 1. Verdenskrig afløstes historicismen af den forenklede nyklassicistiske Novecento-bevægelse, anført af Giovanni Muzio (1893-1982). En mere avantgardistisk og nøgtern funktionalistisk stil udøvedes af den rationalistiske bevægelse. Dens førende arkitekt, Giuseppe Terragni, tegnede 1932-1936 fascisternes regionale hovedkvarter i Como, Casa del Fascio, formet efter strenge, geometriske principper med en fuldkommen kvadratisk plan.

En officiel, fascistisk partistil udformedes imidlertid af klassicisten Marcello Piacentini, der ville forene klassicisme og funktionalisme i bl.a. Roms universitet (1932-1935). Her illustreres samtidig fascisttidens konflikt mellem modernisme og traditionalisme i kombinationen af simple, bloklignende stenbygninger, alene artikuleret gennem langstrakte, tilbagetrukne vinduesåbninger og bygningernes indgangspartier, der på klassisk vis fremhæves ved kolonnader med friser og dekorative relieffer. Et andet af Piacentinis store projekter fra krigsårene var Benito Mussolinis fremtidsutopi: Esposizione Universale 42, nu EUR, påbegyndt 1937 som regeringsby og udstillingsvindue og planlagt færdig til den aldrig gennemførte verdensudstilling i 1942.

Den symmetrisk opbyggede bydel med administrationsbygninger, paladser m.m. i en stram og klassicerende "hvid" stil blev efter krigen fuldført til OL i 1960 med bl.a. ingeniøren Pier Luigi Nervis cirkulære Palazzetto dello Sport (1956-1958), hvis kuppel udvendigt støttes af store Y-formede betonkonstruktioner.

Nervi, en af efterkrigstidens kendteste arkitekter, har sammen med Gio Ponti desuden tegnet Milanos 120 m høje Torre Pirelli (1955-1960), en af Europas tidligste og mest toneangivende høje kontorbygninger. Nogenlunde samtidig er Eugenio Montuori (1907-1982) mfl.s store banegård, Stazione Termini i Rom (1951), et ekspressionistisk byggeri, hvis store bølgende tagform gjorde stationen til et af efterkrigsårenes markante bygningsværker.

Til de seneste årtiers mest fremtrædende arkitekter hører Aldo Rossi, hvis strenge neorationalistiske former kan opleves bl.a. i Milano i det sociale boligbyggeri Gallaratese 2 (1968-1973) og i San Cataldo-kirkegården i Modena (opført 1980-1985).

Som modsætning hertil står Carlo Scarpa, der med sin poetiske, skulpturelle form, inspireret af bl.a. japansk arkitektur, har skabt forholdsvis få, men bemærkelsesværdige bygninger, deriblandt Banco Popolare di Verona (1974-1981).