István 1. den Hellige, ca. 975-15.8.1038, Stefan 1. den Hellige, konge af Ungarn fra år 1000 og første konge af Árpáddynastiet. István 1. den Hellige blev kronet til apostolisk konge af pave Sylvester 2., som med denne handling knyttede Ungarn til romerkirken. I sin regeringstid lykkedes det István at bekæmpe de rivaliserende fyrster og befæste sin magt. Han bestræbte sig på at opbygge en centraliseret stat og fuldførte kristendommens indførelse i landet. Han blev kanoniseret i 1083.