Staten Israel blev oprettet den 14. maj 1948. Idéen om en jødisk stat var allerede vokset frem i slutningen af 1800-tallet som en reaktion på den stigende antisemitisme og nationalisme i Europa. I begyndelsen af 1900-tallet indvandrede et stort antal jøder til Palæstina. Og efter 2. Verdenskrig og med Holocaust som kulminationen på de historiske jødeforfølgelser fik idéen om et jødisk hjemland bred international opbakning, særligt i Vesten. Den jødiske nationalisme, som ligger til grund for oprettelsen af staten Israel, kaldes zionisme.
FN’s Generalforsamling vedtog i 1947 en plan om oprettelse af en jødisk og en arabisk stat i Palæstina. Planen blev ikke realiseret. I stedet erklærede jøderne oprettelsen af staten Israel. Det udløste den arabisk-israelske krig i perioden 1948-1949, hvor Israel ekspanderede, og mange palæstinensere blev fordrevet fra deres hjem. De omkringliggende arabiske lande anerkendte ikke Israel som legitim. Siden grundlæggelsen af staten Israel har den derfor været i konflikt med den palæstinensiske befolkning og i lange perioder også med sine nabolande.
Under Seksdageskrigen i 1967 besatte Israel Golanhøjderne, Vestbredden med Jerusalem samt Gaza. Senere annekterede Israel Golanhøjderne og erklærede fuld suverænitet over Jerusalem, imod FN’s resolution. Med Osloaftalerne i 1994 indledte den palæstinensiske frihedsbevægelse PLO og Israel forhandlinger om palæstinensisk selvstyre i de besatte områder. Selvstyret blev etableret i Gaza i 1994 og i en række byer på Vestbredden i 1995. Overdragelsen af selvstyre-territorium til palæstinensere stoppede i 1996. Siden har Israel udvidet sit territorium med et stort antal bosættelser på Vestbredden, som fremdeles er under israelsk suverænitet.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.