Ismail Kadare, f. 1936, albansk forfatter, siden 1990 bosat i Frankrig. Under det kommunistiske styre var han som en del af det litterære establishment en stærk fortaler for den socialistiske realisme. Hans internationale gennembrud var romanen Den døde armés general (1963, da. 1985). Kadare kredser bestandig om albanernes historie fra den tyrkiske erobring i midten af 1400-t. og op til vore dage, fx i romanen Kastellet (1970). I romanen Krønike i sten (1971) tager han en tråd op fra Den døde armés general; besættelsestiden i hans fødeby, der under 2. Verdenskrig blev indtaget af skiftende erobrere. Kadare har udviklet en særlig fortællestil, der blander historie og myter, realisme og poesi, tragik og komik med hinanden. Flere af hans romaner er udkommet på dansk, bl.a. også Nichen i muren (1989), Drømmenes palads (1994) og Ufuldendt april: roman (2000). Kadare var i 2005 den første modtager nogensinde af den Internationale Bookerpris.