Islands Brygge

Islands Brygge. Havnebadet er et tilløbsstykke i sommermånederne. I baggrunden anes sojakagefabrikkens bygninger, nu omdannet til boliger, og H.C. Ørstedsværket med de fire skorstene. Fotografi fra 2004.

.

Islands Brygge, københavnsk bydel på Amager syd for Langebro, anlagt efter 1903 ved opfyldning i forlængelse af Islandsbådenes anløbsplads. Langs havnen byggedes kaj med en dobbeltgade, og der var plads til industri, bl.a. Dansk Sojakagefabrik, samt oplagring af kul og byggematerialer. Arealet øst herfor blev udstykket til højt boligbyggeri.

I dag er den industrielle aktivitet næsten ophørt, og en del af kajen ændret til rekreativt område. Her anlagde bryggeboerne i 1984 en lille park, som i 2001 blev erstattet af den større Havneparken. Den forbedrede vandkvalitet i havnebassinet gjorde det muligt i 2002 at indvie Havnebadet syd for Langebro. Her har man siden 2011 indført muligheden for at få en nytårsdukkert på årets sidste dag. Traditionen med at fejre nytåret med et havnebad kendes fra bl.a. New York.

I 2006 blev den sydlige del af Islands Brygge forbundet med Kalvebod Brygge på Sjællandssiden med cykel- og gangbroen Bryggebroen.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig