Isaac Oliver, d. 1617, engelsk miniaturemaler. Han kom som barn i 1568 fra Frankrig til England, hvor han stod i lære hos Nicholas Hilliard. I 1596 var Oliver i Venezia, hvor han udvidede sin motivkreds af realistiske portrætter med historiemaleri, inspireret af bl.a. Parmigianino. Oliver var yndet ved Jakob 1.s hof i skarp konkurrence med Hilliard. Han modtog også bestillinger for Christian 4. og er repræsenteret på Statens Museum for Kunst. Sønnen Peter Oliver (ca. 1594-1647) fuldførte nogle af hans værker.