Isøre Havn med Isøre Ting var en god naturhavn ved indsejlingen til Isefjorden, nær det nuværende Rørvig i Odsherred. Flåden forsamlede sig her i 1100-tallet, og det blev stedet for i al fald to kongevalg.

Faktaboks

Etymologi
Ordet Isøre kendes fra 1257 som Ysora, af fjordnavnet *Isi, se Isefjord, og øre 'gruset strandbred'.

Beliggenhed

Isøre Havn og Isøre Ting er ikke lokaliseret. Tidligere ville man placere Isøre Havn i læ bag Skansehage, som imidlertid ikke eksisterede i middelalderen. Nogle har derfor peget på Andemosen på Nakke, hvor der er rester af en borg. Andre har peget på en tidligere lagunedannelse på østsiden af Rørvighalvøen, fx nutidens Langesø Mose.

Ting og sted for flåder

Historieskriveren Saxo omtaler et kongevalg på Isøre efter sagnkongen Rolf Krakes død. Det kan man næppe fæste lid til. Derimod er det sikkert, at folk fra hele riget var til stede ved to kongevalg ved Isøre, Harald 3. Hens i 1076 og Niels' i 1104. Saxo beskriver, hvordan der blev holdt tingsforsamling her og beretter malende om stedet, hvor "havets vældige flade lukket ind ad en ganske smal åbning, hvor landet snærer sine kyster sammen om de frådende vande i et snævert svælg". Omkring 1160 måtte biskop Absalon ifølge Saxo vente ved Isøre på grund af modvind, da han kom fra Roskilde med kongens drageskib på vej ud af Isefjorden. Saxo fortæller også, at i 1169 mødte Absalon og hans skibsmandskaber Erling Skakke her, da denne kom fra Norge.

En mindesten for Isøre Ting og kongevalgene er opstillet 1949 på den fredede Skansehage Hede ved Isøre Tingvej.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig