Irving Wallace, 1916-1990, amerikansk forfatter. Den drevne underholdningsfabrikant — Irving Wallace havde i en årrække været manuskriptforfatter i Hollywood — fik et skandaleombrust gennembrud i 1960 med romanen The Chapman Report (da. Chapman-rapporten, 1961), der bygger på Alfred Kinseys rapporter om amerikanske sexvaner. Sex er også et gennemgående tema i hans øvrige romaner, skrevet for et stort publikum, og flere er filmatiseret. Den kuriøse og kulørte The Prize (1962) er en spændingsroman om internationale magtkampe bag kulisserne ved uddelingen af nobelprisen i Stockholm.