Irland - sociale forhold

Artikelstart

Irland - sociale forhold, Rygraden i det irske sociale sikringssystem er en række socialforsikringer, der dækker indkomsttab som følge af alderdom, sygdom, barsel, invaliditet og arbejdsløshed. Medlemskab af disse forsikringsordninger er obligatorisk for lønmodtagere, og ordningerne finansieres via bidrag fra de forsikrede selv, deres arbejdsgivere og staten. Også grupper af selvstændigt erhvervsdrivende har adgang til medlemskab af forsikringerne.

Alderspension ydes til personer, som er fyldt 66 år, også selvom de fortsætter med at arbejde. Pensionsordningen adskiller sig fra tilsvarende ordninger i de fleste andre europæiske lande, ved at det udbetalte beløb er uafhængigt af nuværende og tidligere indkomst. Også andre kontantydelser gives efter dette ubetingede ydelsesprincip.

Uden for forsikringsordningerne, dvs. direkte betalt af staten, kan langvarigt arbejdsløse få førtidspension uden helbredsrelaterede betingelser fra 55 år. Inden for forsikringssystemet findes forskellige former for helbredsbetinget førtidspension, afhængigt af bl.a. årsagen til tabet af arbejdsevne.

Arbejdsløshedsforsikringen administreres af det statslige arbejdsformidlingssystem. Dagpenge ydes efter tre arbejdsløshedsdage og gives som hovedregel i maksimalt 65 uger; satserne nedsættes imidlertid efter 1/2 år.

Læs mere om Irland.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig