Irland (Historie - fra 1914)

Irland (Historie - fra 1914), Irsk uafhængighed (1914-1923)

Krigsudbruddet fik unionsregeringen til at udsætte den praktiske gennemførelse af Home Rule indtil fredstid. Ved at gå med til en hjemmestyreordning, som i praksis ville kunne betyde en deling af Irland, var det hidtil dominerende Irske Parlamentariske Parti dog blevet sårbart over for den militante republikanisme. For at forebygge en deling opfordrede partiets leder, John Redmond, med held hovedparten af den katolske borgerhær Irish Volunteers til at melde sig til den britiske hær. Den militante bevægelse Irish Republican Brotherhood (IRB), se fenierne, benyttede fraværet af en hjemlig forsvarsstyrke til at foranstalte et længe planlagt kup, anført af Patrick Pearse, som sammen med sin "provisoriske regering" proklamerede en selvstændig irsk republik 24.4.1916 (påskemandag) fra det besatte hovedpostkontor i Dublin. Påskeoprøret fik dog ikke civilbefolkningens opbakning, og militært set blev opstanden da også en fiasko. Da den britiske regering imidlertid demonstrerede sin magt ved at henrette 17 af opstandens ledere og senere under indtryk af svigtende krigsheld på kontinentet truede med at gennemføre en tvangsudskrivning i Irland, vendte folkestemningen i Sydirland sig fra Det Irske Parlamentariske Parti til Arthur Griffiths hidtil ubetydelige parti, Sinn Féin. Sinn Féin vandt valget i 1918 med en jordskredssejr og satte sig selv i spidsen for en provisorisk "Irsk Forsamling" under ledelse af Eamon De Valera.

I 1921 lykkedes det Sinn Féin med en strategi, som kombinerede politisk pression med en stiltiende accept af den uautoriserede Irske Republikanske Hærs (IRA) guerillakrig mod den britiske regeringsadministration og ordensmagt, at fremtvinge forhandlinger med den britiske regering. Disse førte til indgåelsen af en anglo-irsk traktat 6.12.1921, som godkendte dels etableringen af Den Irske Fristat, der bestod af de 26 sydlige grevskaber, dels en nordirsk stat på seks grevskaber med foreløbigt hjemmestyre inden for den britiske union. Det var dog ikke alene delingen af Irland, men også en bestemmelse om, at medlemmer af det fremtidige irske parlament skulle afsige troskabsed til den britiske konge, der gjorde traktaten uacceptabel for grupper inden for Sinn Féin og IRA. Sinn Féin blev splittet op i en fløj, ledet af Arthur Griffith og Michael Collins, der accepterede traktatens betingelser, og en republikansk fløj, støttet af Eamon De Valera. Skønt De Valera ved valget i juni 1922 måtte se sit ønske om en forkastelse af traktaten afvist af et stort vælgerflertal, udløste striden en kort, men blodig borgerkrig, som bl.a. kostede Collins livet, men dog i maj 1923 endte med en klar sejr for den provisoriske regering.

Fra fristat til republik (1923-59)

Ved det efterfølgende valg i august 1923 vandt tilhængerne af den anglo-irske traktat under partinavnet Cumann na nGaedheal kun lidt under halvdelen af de 128 pladser i det nye parlament. Da Sinn Féin imidlertid besluttede sig til ikke at indtage sine egne 44 pladser, kunne den nye regering under W.T. Cosgrave regere uden opposition indtil 1927, da De Valera vendte tilbage til parlamentarisk politik i spidsen for det nystiftede parti Fianna Fáil. Cosgraves regering bestræbte sig på at genopbygge et grundlag for en irsk økonomi, der var svækket pga. tabet af de industrialiserede nordøstlige områder af øen. Desuden bestræbte man sig på at genetablere den samfundsorden, som var blevet forstyrret af flere års krig og socialt anarki; en væsentlig støtte hertil kom fra det katolske hierarki og det offentlige administrationsapparat, som var en arv fra unionstiden.

Premierministre
1923-32 William T. Cosgrave
1932-48 Eamon De Valera
1948-51 John A. Costello
1951-54 Eamon De Valera
1954-57 John A. Costello
1957-59 Eamon De Valera
1959-66 Sean Lemass
1966-73 John M. Lynch
1973-77 Liam Cosgrave
1977-79 John M. Lynch
1979-81 Charles J. Haughey
1981-82 Garret Fitzgerald
1982 Charles J. Haughey
1982-87 Garret Fitzgerald
1987-92 Charles J. Haughey
1992-94 Albert Reynolds
1994-97 John Bruton
1997-2008 Bertie Ahern
2008-11 Brian Cowen
2011- Enda Kenny

Ved at udpege en række fremtrædende protestantiske forretningsfolk, sagførere og kulturpersonligheder til det nye irske parlaments andetkammer, Senatet, og ved i 1925 at acceptere de eksisterende grænser mellem nord og syd opnåede Cosgrave desuden at genvinde en vis velvilje blandt økonomisk magtfulde sydirske protestanter. Til gengæld opnåede hans regering, der repræsenterede de socialt bedrestillede på landet og i byerne, aldrig opbakning fra den tredjedel af befolkningen, som var blevet politisk marginaliseret i 1923, eller fra mindre bønder og økonomisk udsatte grupper. Det førte til, at De Valera og Fianna Fáil-partiet i koalition med det lille Labourparti ved valget i 1932 kunne tage magten fra Cosgrave. Hans eget parti gik kort efter i opløsning for efter en fusion med to mindre partier at genopstå i 1933 som Fine Gael.

Trods sine løfter om en hastig industrialisering af økonomien og en satsning på et nært samarbejde mellem den private og den offentlige sektor lykkedes det dog ikke for De Valera at forbedre den nationale økonomi, som var stærkt hæmmet af verdenskrisen i 1930'erne. Hans beslutning om at tilbageholde irske landmænds renteydelser på lån, der var optaget i Storbritannien før uafhængigheden, førte desuden til en kostbar økonomisk krig på toldsatser med den britiske regering, tariff war. Denne konflikt var et sidestykke til hans regerings gennemførelse af et mere symbolsk brud med Storbritannien, nemlig afskaffelsen af den for republikanerne så forhadte troskabsed til det britiske kongehus og vedtagelsen af en ny forfatning for en irsk republik i 1937. Her fik staten dobbeltnavnet Éire/Ireland og blev genetableret med en gælisk-katolsk profil. Dog betød udbruddet af 2. Verdenskrig, hvor Irland indledte sin neutralitetspolitik med den irske øs fortsatte deling som begrundelse, at den officielle proklamation af Den Irske Republik først skete i 1949. Den britiske reaktion på proklamationen, som betød Irlands udtrædelse af Commonwealth of Nations, var en lov om Irland, der bekræftede den nordirske stats, Nordirlands, status som en del af Det Forenede Kongerige.

Økonomisk vækst og modernisering (fra 1959)

Da Eamon De Valera i 1959 afsluttede sin tredje og sidste periode som statsminister for at blive sit lands præsident, hvilket han var indtil 1973, stod Irland på overgangen til dramatiske ændringer, som på få årtier forvandlede det konservative landbrugssamfund til et moderne, liberalt samfund med en betydelig industriel sektor. De Valeras efterfølger, Sean Lemass, brød tidligere regeringers fejlslagne økonomiske protektionisme og forsøgte at integrere Irland i den internationale markedsøkonomi.

Præsidenter
1938-45 Douglas Hyde
1945-59 Sean O'Ceallaig
1959-73 Eamon De Valera
1973-74 Erskine Childers
1974-76 Cearbhall O'Dalaigh
1976-90 Patrick Hillery
1990-97 Mary Robinson
1997-2011 Mary McAleese
2011- Michael D. Higgins

Det medførte, at Irland fik andel i det generelle økonomiske opsving i Vesten i 1960'erne og begyndte at frigøre sig fra sin hidtidige afhængighed af det britiske marked. Det lykkedes at bringe den fortsat høje udvandring til midlertidigt ophør, indtil den igen tog til, da et økonomisk tilbageslag satte ind fra slutningen af 1970'erne. Da store oversøiske investeringer i produktion af informationsteknologi til det europæiske marked sammen med massive bloktilskud fra EU i 1980'erne og 1990'erne forvandlede Irland til en højvækstøkonomi, begyndte der på ny at ske betydelige fald i udvandringen og den meget store arbejdsløshed.

Historisk oversigt
ca. 7000 - 6000 f.Kr. Mesolitikum.
ca. 4000 f.Kr. Agerbrug, neolitiske marksystemer i Vestirland.
ca. 3500 f.Kr. Megalitgrave; dysser, kæmpejættestuer og gravpladser.
ca. 2000 f.Kr. Bronzealder; etablering af minedrift.
ca. 300 f.Kr. Keltisk kunst introduceres.
ca. 100 f.Kr. Jernalder; voldanlæg og befæstninger.
ca. 430-795 Kristendommen indføres; småkongedømmer, men fælles retsorden. Klostervæsenet udvikler sig til en verdslig magt.
750 Klosterreformbevægelsen Céli Dé.
795 De første vikingeangreb.
841 Vikingerne anlægger Dublin.
1014 En irsk hær sejrer over en stor gruppe vikinger i Slaget ved Clontarf.
1170-72 Efter flere forsøg lykkes det englænderne at indtage Dublin og det østlige Irland med hjælp fra irske småkonger.
1350-1500 Størstedelen af Irland kommer under engelsk overhøjhed. Englænderne assimileres, og den irske kultur bevarer sin egenart. Kun området omkring Dublin (the Pale) er domineret af englænderne.
1536 Det irske parlament anerkender den engelske konge som kirkens overhoved.
1541 Henrik 8. af England kåres til konge af Irland.
1594-1603 Niårskrigen mellem den irske adel og englænderne, der derefter fremmer tilflytningen af protestanter.
1660- Den engelske konge begrænser katolikkernes ret til at eje jord; deres økonomiske og politiske indflydelse minimeres.
1690-91 Jakob 2. af Englands hære bliver slået af Vilhelm 3. af Oranje.
1691 Det irsk-katolske flertal mister valgretten og retten til embeder (Penal Laws). Irland bliver regeret som et besat land af englænderne; parlamentet domineres af det anglikanske mindretal.
1700-t. Lempelse af katolikkernes vilkår.
1790'erne De sidste rester af Penal Laws ophæves.
1791 Society of United Irishmen etableres med krav om katolikkernes ligestilling og irsk selvstændighed.
1800 Parlamentet ophæver sig selv.
1801 Union mellem England og Irland; kun protestanterne får sæde i det engelske parlament.
1800-t. Etableringen af irske frihedsbevægelser; begyndende guerillakrig.
1829 Katolikkerne får valgret.
1845-47 Kartoffelpesten hærger, udvandringen til USA tager til.
1870'erne Fæstebøndernes retsstilling over for godsejerne styrkes, og den irske ejerandel af jorden vokser. Krav om selvstyre (Home Rule).
1885 Begrænset Home Rule indføres; parlament i Dublin.
1912 Parlamentet i London vedtager udvidet Home Rule for Irland, men ordningen udsættes. Optræk til borgerkrig; protestanterne danner i 1913 den frivillige borgerhær Ulster Volunteers og katolikkerne Irish Volunteers.
1916 Påskeoprøret; udråbelsen af en selvstændig irsk republik, der nedkæmpes af engelsk militær.
1919-21 Den irske uafhængighedskrig.
1921 Den Irske Fristat og en nordirsk stat med Home Rule etableres.
1937 Vedtagelse af en forfatning for Den Irske Republik (Éire).
1940-45 2. Verdenskrig; Irland neutralt.
1949 Officiel proklamation af Den Irske Republik; udmeldelse af Commonwealth of Nations.
1973 Medlem af EF.
1985 Den Anglo-irske Aftale.

Velstandsstigningen, urbaniseringen og åbningen over for udlandet, som kulminerede med Irlands indtræden i EF i 1973, medførte store forandringer i levevis og værdier. Den sideløbende politiske liberalisering, symboliseret ved valget af Mary Robinson til præsident i 1990, betød et brud på den traditionelle forståelse mellem staten og den katolske kirke. Kirken havde hidtil haft en uformel vetoret i forhold til dele af den social- og sundhedspolitiske lovgivning og havde desuden brugt sit uddannelsesmonopol og sin censurret til at beskytte "irske" værdier over for sekularisering og "fremmed" indflydelse.

Den politiske kursændring slog også igennem i forholdet til Nordirland og Storbritannien. 1950'ernes retoriske konfrontationspolitik blev i 1960'erne afløst af en pragmatisk dialog mellem Irlands premierminister Sean Lemass og Nordirlands premierminister Terence O'Neill i et forsøg på at få bugt med IRAs voldelige kampagne i grænseområderne mellem de to stater. Optrapningen af konflikten i Nordirland efter 1969 gjorde en ende på denne dialog, men fik med tiden irske politikere til at se den etnisk-nationale konflikt som et problem, der kun kunne finde en løsning, hvis man tog hensyn til samspillet mellem de historisk betingede relationer mellem flertal og mindretal, nord og syd og regeringerne i Dublin og London. Af frygt for at konflikten skulle brede sig ind i den politisk stabile og kulturelt homogene irske stat, søgte den irske regering i 1985 et samarbejde med den britiske regering. Det resulterede samme år i indgåelsen af Den Anglo-irske Aftale og senere, fra 1993, i den såkaldte Downing Street-erklæring. Erklæringen indledte den fredsproces, der i 1998 kulminerede med Langfredagsaftalen, en internationalt anerkendt traktat, som bl.a. genindførte nordirsk selvstyre og fjernede Republikkens forfatningsmæssige krav på Nordirland. Selv om fredsprocessen endnu ikke kan siges at være afsluttet, hverken på det folkelige eller institutionelle plan, er der dog i dag både formelt og reelt set fred i Nordirland, især efter at IRA anerkendte Langfredagsaftalen og i juli 2005 erklærede sin væbnede kampagne for afsluttet.

Efter parlamentsvalget i 2002 dannede partierne Fianna Fáil og Progressive Democrats atter regering med Bertie Ahern som premierminister. Sinn Féin gik frem og fik fem mandater, mens valgets store taber, Fine Gael, gik fra 54 til 31 mandater. Siden valget har meningsmålinger dog peget på en fremtidig styrkelse af Fine Gael og en yderligere styrkelse Sinn Féin, som derved er ved at blive en vigtig politisk faktor. Ahern trådte tilbage i 2008 og afløstes af Brian Cowen. Regeringen og de fleste etablerede partier led et stort nederlag, da de irske vælgere i juni 2008 forkastede Lissabontraktaten, som skulle strømline samarbejdet i EU.

Læs om perioden 1691-1914.

Læs mere om Irland.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig