De engelske kongers overhøjhed over Irland daterer sig fra 1167, og der var både politiske og religiøse motiver bag den.

Normannernes erobring af Irland

I 1167 rejste Leinsters konge Diarmait Mac Murchada (Dermot MacMurrough), der netop havde mistet sit kongedømme til den irske højkonge Ruaidrí Ua Conchobair (Rory O'Connor), til Normandiet for at opnå Henrik 2.'s støtte til at tilbageerobre det. Henrik havde længe været tilskyndet af de romerske paver (Hadrian 4. og Alexander 3.) til at erobre Irland for at udvirke en reform af den irske kirke, som i århundreder havde tiltaget sig en selvstændig position i forhold til Rom. Men da kongens opmærksomhed på det tidspunkt primært var rettet mod kontinentet, overlod han det til sine baroner i Wales at støtte Mac Murchada. Den vigtigste af dem var jarlen af Pembroke, Richard De Clare (d. 1176), også kendt som Strongbow. Han stillede dog som betingelse, at han kunne ægte hans ældste datter Aoife og få arveret til Leinster, selv om det sidste gik imod gældende irsk lov.

I 1169 krydsede de første anglo-normanniske riddere og deres walisiske og flamske lejesoldater Det Irske Hav. De erobrede hurtigt Wexford, hvorved Mac Murchada igen kunne kalde sig konge over Leinster. Nu fik han dog ambition om også at fordrive Ruaidrí Ua Conchobair og gøre sig selv til højkonge og få magt over en større del af øen. Derfor henvendte han sig i 1170 på ny til Strongbow, som så muligheder for sig selv i Irland og derfor indvilligede og samlede en stor hær. Henrik 2. satte sig imod en ny invasion, idet han frygtede, at hans baroner ville forvandle Irland til en normannisk stat, der kunne true hans egen. Strongbow ignorerede dog hans ordre og landede i august 1170 i Waterford. Efter at han havde ægtet Mac Murchadas datter drog de sammen op til Dublin for at erobre byen fra vikingerne, de såkaldte Ostmen. Derpå satte sig i besiddelse af store dele af Østirland, deriblandt også kongedømmet Meath, omend under stærk modstand fra indfødte irere (gælere) og tilrejsende vikinger fra Skotland.

For at sikre sin overhøjhed over Irland besluttede Henrik 2. i 1172 at tage over til Irland med sin egen hær. Kongen overlod Leinster til Strongbow og Meath til Hugh de Lacy, en anden af de anglo-normanniske baroner. Efter hård modstand overvandt han vikingerne, der sad på magten i de irske byer. Derefter opnåede han anerkendelse fra de flere irske konger – i overensstemmelse med den feudale struktur, erobringen medførte – som deres "overlord". Det gjaldt også Ruaidrí Ua Conchobair, som fik lov til at beholde titlen som højkonge og desuden blev konge over Connacht. Desuden sammenkaldte Henrik 2. til en synode i Cashel, hvor den irske kirke blev bragt under pavekirkens kontrol. Herved slog kongen to fluer med ét smæk: forsonede sig med paven, som anså ham vor ansvarlig for mordet på Thomas à Beckett året før, og gjorde store dele af Irland til sit "lordship". Men ikke hele øen.

Irsk identitet i middelalderen

I 1000-tallet samlede irske munke en række gamle myter i en bog med titlen Invasionernes Bog (Book of Invasions). Bogen kom til at fungere som en national oprindelsesmyte. Den består af digte og prosafortællinger på gælisk og fortæller, at Irland i fortiden blev invaderet seks gange af forskellige folkegrupper: Cessairs folk, Partholóns folk, nemed, fir bolg, tuatha dé danann og milesierne. De første fire folk blev udryddet eller tvunget bort fra øen. Det femte blev til Irlands hedenske guder. Det sidste folk, milesierne – eller gælerne – kom til den irske ø via den Iberiske Halvø. De talte et sprog, der var en syntese af alle de 72 sprog, der blev talt efter Babel.

Gælerne fortrængte guderne til en ”underverden”, mens de selv levede over jorden. Forbindelsen mellem de to verdener blev dog holdt ved lige dér, hvor der er ”sprækker” mellem jordoverfladen og den underjordiske verden – for eksempel ved hellige kilder og floder. Gælerne grundlagde desuden Irlands hedenske helligsteder og skabte et mystisk ritual på Tara-højen i Meath, hvorunder den højst rangerende irske konge, ”højkongen”, hvert år skulle gennemføre et rituelt samleje med en præstinde som symbol på foreningen af den guddommelige og den jordiske verden. Endelig skabte gælerne de store irske sagn- og mytekredse, hvor guder og menneskelige helte og heltinder udkæmper utallige slag med hinanden.

Invasionernes Bog blev enormt indflydelsesrig, og dens gengivelse af historien om milesierne nød anerkendelse blandt både digtere og lærde helt op til begyndelsen af 1800-tallet. Bogen tyder på, at der i 1000-tallet var bredt sig en opfattelse af, at den irske ø udgjorde et samlet rige. Den identitet, som den medførte, trak de irske konger på, efter at Irland i 1169-70 blev erobret af anglo-normanniske baroner.

Normannerne betragtede Irland som et uciviliseret og lovløst land, der havde brug for fremmed styring. Forestillingen om Irland som et ”vildt” land blev grundlagt af den walisiske munk Gerald af Wales, der i 1185 skrev en irsk topografi – Topographia Hibernica – som blev læst i både England og resten af Europa. Han beskrev Irland på en tvetydig måde. På den ene side var der tale om et eventyrligt og smuk land befolket af charmerende mennesker, overnaturlige væsener og sælsomme dyr. På den anden side var det et land, hvor der blev ført et syndigt liv, og hvor folk levede som dyr ved at praktisere incest, promiskuitet og kannibalisme. Da irerne var primitive, dovne og barbariske, havde de behov for at blive styret med hård hånd og normannernes egne love. Det forekommer især at have været øens mangel på byer og et politisk magtcentrum, som fik Gerald til at drage denne konklusion. Det billede, som han tegnede af Irland og irerne, lykkedes det dem aldrig at slippe helt af med.

Selv om de anglo-normanniske fyrster kun havde sat sig på de rigeste jorde og lod de gæliske baroner fortsætte med at regere i de fattigere områder mod vest, påvirkede anglo-normannernes erobring af Irland udviklingen af irsk nationalitet i de følgende århundreder. I 12- og 1300-tallet gennemgik Irland en "keltisk renæssance", hvor der skete en voldsom opblomstring af interessen for den oprindelige litteratur, men hvor der også blev skabt en ny gælisksproget litteratur, som satte et skarpt skel mellem gælerne og "de fremmede".

Den nye kulturelle selvbevidsthed fik de gæliske fyrster til i 1317-1318 at appellere til Paven for at overbevise ham om, at de havde ret til selv at regere øen. De henviste i den forbindelse til de irske kongers nedstamning fra kong Milesius af Spanien, og at disse konger havde styret landet i 3.500 år. I hele denne lange periode havde det irske folk i haft sin frihed og sine egne love. Men til sidst havde englænderne frataget dem deres rettigheder og indført et uretfærdigt styre, som undertrykte dem. Paven lyttede dog ikke til dem.

Anglo-normannerne assimileres

Midt i 1300-tallet stod tre fjerdedele af øen under engelsk overhøjhed. Men kun formelt. Manglen på støtte fra hjemlandet betød nemlig, at englænderne ikke magtede at gennemføre en systematisk undertvingelse af øriget. Tilstedeværelsen af anglo-normannerne – eller ”gammelenglænderne”, som de nu blev kaldt – udgjorde derfor på daværende tidspunkt næppe nogen væsentlig trussel mod det økonomiske og politiske liv i Irland. De blev da også forholdsvis hurtigt assimileret til irske skikke. De antog det gæliske sprog og "blev så irske som irerne selv".

At den indvandrede adel ikke repræsenterede et bæredygtigt alternativ til den traditionelle keltiske levevis lader sig bl.a. aflæse af, at den engelsksindede del af befolkningen i 1400-tallet stort set var begrænset til kystområderne, de større byer og Dublins nærmeste omegn, kaldet the Pale. Alt der lå beyond the Pale (”uden for lands lov og ret”), blev styret af et gælisktalende aristokrati.

Gammelenglændernes assimilering betød, at den engelske konge, Edvard 3., i 1366 så sig nødsaget til at indføre de såkaldte Kilkenny-love, Statutes of Kilkenny: De forbød den irske adel at praktisere gæliske love, traditioner og skikke samt at tale gælisk, gifte sig med irske kvinder, lytte til irsk musik og spise irsk mad. Lovene vidnede om, at englænderne kulturelt var på tilbagetog. Irernes autonomi nåede sit højdepunkt med Gerald (Garret More) Fitzgerald (d. 1513), jarl af Kildare, den engelske krones repræsentant fra 1477 til 1494 og fra 1496 til 1513. I kraft af sit slægtskab med såvel gælere som englændere personificerede han sammensmeltningen af de to befolkningsgrupper.

Kolonisering og reformation

Den politiske baggrund for Kilkenny-lovene var, at afstanden mellem Irland og London var blevet for stor under det forholdsvis løse feudalsystem, som Vilhelm Erobreren havde indført i 1066. Den engelske konge kunne derfor ikke føle sig sikker på sine lensmænds loyalitet, når de skulle inddrive skatter og levere tropper til hans krige. Og rent faktisk var der noget om hans frygt. I løbet af 13- og 1400-tallet fik flere og flere irske jarler nemlig mod på at realisere deres egne politiske ambitioner og slog sig op som en slags lokale og regionale konger. Det gjaldt ikke mindst Ulsters O’Neill-dynasti.

Under Rosekrigene blev irerne i vid udstrækning overladt til sig selv, men nogle årtier ind i 1500-tallet indtraf der et afgørende vendepunkt i øens historie. Huset Tudor havde ambitioner om at spille en aktiv rolle på kontinentet, og frygten for at se Irland som springbræt for et angreb på England skabte hurtigt behov for en mere langsigtet politik over for øens boere.

I 1536 besluttede Henrik 8. at genkolonisere Irland. Kongen retfærdiggjorde dog sin gen-kolonisering med et ønske om at reformere Irland. Samme år anerkendte det irske parlament, som udelukkende rekrutteredes fra den engelske koloni, kongen som overhoved for den irske kirke på baggrund af Act of Supremacy fra 1534. I 1541 lod han sig som den første kåre til konge af Irland. Det var endnu en understregning af ønsket om at knytte den irske befolkning nærmere til kronen, og vidnede om kongens forståelse af, hvordan de nye reformatoriske ideer kunne bruges til at styrke kongemagten.

I 1541 udråbte Henrik 8. sig til konge over Irland. Det lykkedes ham dog aldrig at fuldføre sine planer, som indebar en feudalisering af øen. Under hans katolske datter Mary blev der i to grevskaber i Munster i det centrale Irland (King’s County og Queen’s County, i dag Offaly og Laois), skabt de første engelske kolonier (plantations), hvor illoyale jarler og baroner blev frataget deres jorde, som i stedet blev overgivet til engelske godsejere.

Den omsiggribende feudalisering førte til et omfattende oprør i Ulster. I den såkaldte Niårskrig i 1594-1603 rejste en koalition anført af Jarlen af Tyrone, Hugh O’Neill, sig mod den protestantiske Elizabeth 1. (regent 1558-1603) i et forsvar for ”troen og fædrelandet”. Efter at være blevet besejret, valgte O’Neill og de andre gæliske fyrster i 1607 at drage i eksil på kontinentet. To år efter efter igangsatte Elizabeths efterfølger Jakob 1. en storstilet fordrivelse af de katolske jordbesiddere til fordel for importerede protestanter fra England og Skotland. Beslutningen indebar en radikal forandring af den eksisterende samfundsstruktur.

Koloniseringen betød, at bosættere fra det sydlige Skotland og det nordlige England fik tildelt den jord, som de eksilerede gæliske baroner havde efterladt sig. Andre bønder fik deres jord konfiskeret, alene fordi de var katolikker. Dermed var det endegyldigt slut for det gæliske Irland, som havde skabt en litteratur og kultur, som var både rig og enestående målt efter europæiske standarder. Protestantismen blev gjort til Irlands officielle konfession i Irland. Alligevel fortsatte den katolske kirke med at udøve stor magt over befolkningens sind og hjerter. Konsekvensen var, at irsk nationalitet med tiden blev bundet op på både det gæliske sprog og katolicismen.

Mislykkede katolske oprør

Oliver Cromwell i Drogheda
Oliver Cromwells massakre på katolikker i Drogheda 3.-11. september 1649
Af .

Modsætningsforholdet til det stadig mere magtfulde protestantiske parlament i England tvang efterhånden irerne til at slutte op omkring Karl 1. i en katolsk konføderation, Confederation of Kilkenny. Hans nederlag i Den Engelske Borgerkrig betød dog, at ejendomsret til jord derefter var forbeholdt de katolikker, som ikke havde båret våben mod republikken. Den 15. august 1649 tog Oliver Cromwell som hærfører for engelske parlamentets tropper til Irland for at eksekvere en ”guddommelig hævn” over katolikkerne. Da han forlod øen den 26. maj 1650, var dens befolkningstal reduceret med en femtedel. Cromwell konfiskerede store landområder, som han overgav til sine officerer.

Efter Restaurationen af kongedømmet i 1660 søgte Karl 2. i en vis udstrækning at afbøde følgerne af Cromwells politik, men lovgivningen, Act of Settlement 1662, rokkede ikke ved, at katolikkerne, som endnu i 1640 havde ejet 60% af Irlands jord, havde mistet enhver økonomisk betydning.

De irske katolikker så en ny chancen for at genvinde deres frihed efter den katolske Jakob 2.’s tronbestigelse i 1685. Efter at parlamentets flertal havde tvunget kongen fra magten i 1688 viste han sig lydhør over for deres krav om jord og religiøs tolerance. Parlamentet overgav tronen til den nederlandske fyrste Vilhelm 3. af Oranje. Sammen med blandt andet et kontingent på 7.000 danske soldater under den preussiske general Ernst von Tettau besejrede fyrsten Jakob 2.’s tropper på bredden af floden Boyne den 1. juli 1690 og året efter ved Aughrim. Ved fredslutningen i Limerick blev det markeret, at det var slut med katolikkerne som politisk magtfaktor i Irland og på de Britiske Øer i det hele taget.

Læs mere i Den Store Danske

Læs videre om Irlands historie 1691-1800

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig