Irene (byzantinsk kejserinde)

Irene kom fra en adelig familie i Athen og blev gift med Leon 4. den 7. december 768. Sandsynligvis ønskede Konstantin 5. med ægteskabet mellem sin søn og Irene at styrke forbindelsen til det græske fastland, der på det tidspunkt mange steder var under slaviske stammers kontrol.

I 771 blev hun mor til Konstantin 6., og da Leon 4. døde i 780, blev hun formynder for den unge kejser og regerede på hans vegne. I 790 gjorde hun krav på at få forrang over sin søn, hvilket førte til, at hun blev afsat af Konstantin 6. I 792 vendte hun tilbage til paladset, og i 797 afsatte og blindede hun sønnen. I 802 tog Nikeforos 1. magten og sendte hende i eksil på Lesbos.

Irenes status i den ortodokse kirke hviler på hendes valg af den ikonofile Tarasios til patriark i 784 og det økumeniske 7. koncil i 787, der dels fjernede de begrænsninger, som var blevet indført især under Konstantin 5. ved et koncil i Hieria i 754, dels gav ikoner en anerkendt og fast plads, og således afsluttede den første del af den byzantinske billedstrid.

Billedet af Irene som ikonofil monark blev især fremført i Theofanes Confessors krønike fra begyndelsen af det 9. århundrede og forstærket under de fortsatte kampe mellem ikonofile og ikonoklaster i det 9. århundrede.

Under Irene blev riget gentagne gange angrebet af araberne under kaliffen Harun al-Rashid i øst og frankerne under Karl den Store i Italien, og den stabilitet, som det isauriske dynasti havde tilkæmpet sig under Leon 3. og Konstantin 5., gik tabt. Forholdet til paven forbedredes som konsekvens af det 7. koncil, der blev det sidste koncil, som er anerkendt af både ortodokse og katolikker.

• Det Byzantinske Rige
• Koncil
• Billedstriden