Den Islamiske Republiks forfatning er fra 1979 med ændringer fra 1989, som bl.a. afskaffede statsministerposten og styrkede præsidentens position. Forfatningen fastslår, at islam er samfundets grundlag. Den lovgivende magt ligger hos Den Islamiske Rådgivende Forsamling, Majlis, hvis 290 medlemmer vælges for en fireårsperiode ved direkte, almindelige valg.

For at sikre at lovforslagene er i overensstemmelse med islamisk ret, skal de sendes til Vogternes Råd (Showrâ-ye negahbân), der består af 12 medlemmer, hvoraf 6 udpeges af det religiøse overhoved, og de 6 resterende vælges af parlamentet ud fra en gruppe af jurister, der indirekte er stillet til rådighed af den religiøse leder. Vogternes Råd afgør også, hvem der kan stille op som præsident- og parlamentkandidat.

Et ekspertråd på 88 medlemmer, alle højtstående religiøse ledere og valgt for en otteårsperiode, skal afgøre, hvem der skal være det næste religiøse overhoved.

Den udøvende magt ligger hos præsidenten, som vælges for en fireårsperiode ved direkte, almindelige valg. Præsidenten udnævner ministrene, men er i sidste instans underordnet den religiøse leder.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig