Iran. Tv-fabrik i Teheran. Som i de fleste andre lande udføres montagearbejdet i elektronikindustrien af unge, lavtlønnede kvinder.

.

Iran (Geografi), Naturgeografi

Det iranske landskab er præget af bjergkæder fra den alpine foldning. Tektoniske bevægelser foregår stadigvæk, og ødelæggende jordskælv forekommer med jævne mellemrum, således i 1978, da 20.000 mennesker omkom i det nordøstlige Khorasan, i 1990, da 40.000 omkom i provinserne Gilan og Zanjan mod NV, og i 2003, da 41.000 omkom ved Bam i SV. En række bjergkæder omkranser landets store, centrale højslette. Mod vest strækker Zagrosbjergene sig fra Armenien og Tyrkiet i nord til Den Persiske Golf og Baluchestan mod syd og øst. Især på vestskråningen af bjergene og på flodsletten foran rummer de foldede lag nogle af verdens største olieforekomster. Syd for Det Kaspiske Hav ligger den smallere og højere Elburzkæde med bl.a. Damavand (5670 m), en udslukt vulkan og Irans højeste bjerg. Mod øst ligger flere mindre bjergkæder, som danner barrierer mod Pakistan og Afghanistan. Vest for disse grænsebjerge ligger "Persiens tomme hjerte", en vidtstrakt og gold højslette med ørken og afløbsløse saltsumpe, Dasht-i Lut og Dasht-i Kavir. Højsletten modtager kun ganske lidt nedbør, og pga. de omliggende bjerge har den ikke afløb til havet, men modtager flere flodløb. Vandet fordamper i den stærke varme og danner hårde saltskorper over et underliggende lag af mudderstrømme. Saltsumpene er stort set vegetationsløse og meget farlige at færdes i; store dele er helt uudforskede. Andre områder er stenørken med meget sparsom vegetation og en spredt nomadebefolkning.

Højsletten har ekstremt fastlandsklima med meget høje sommertemperaturer og kolde vintre. Endnu varmere er lavlandet mod syd, hvor nogle af verdens højeste temperaturer er målt (50-55 °C). Om vinteren er der koldest i de nordvestlige Zagrosbjerge, men også på højsletten kan temperaturen falde til −20 °C. I landets østlige dele optræder den såkaldte 120-dages vind, der om sommeren kan blæse med orkanstyrke og medføre store mængder sand. Nedbøren er næsten overalt sparsom; visse bjergskråninger får dog store mængder. Det gælder især nordsiden af Elburz, hvor der falder over 2000 mm om året. På de afløbsløse sletter findes flere saltsøer med meget varierende vandstand. I de nordlige Zagrosbjerge ligger den største sø, Urmia, som også er salt.

Infrastruktur

Landets store udstrækning, store uvejsomme områder og den meget spredte befolkning har givet store problemer for opbygningen af en fungerende infrastruktur. Det uigennemtrængelige "tomme hjerte" har bl.a. gjort det umuligt at samles om en central hovedby, og hovedstaden har skiftet gennem landets lange historie; først i 1700-t. blev det Teheran. Anlæggelsen af veje og jernbaner er forbundet med store vanskeligheder; bl.a. har de unge bjergkæder færre pasovergange end Alperne, som de ellers har visse ligheder med. Udbygning af jernbane- og vejnet har længe haft høj prioritet. Hovedjernbanelinjen er Den Transiranske Jernbane i landets vestlige del fra havnebyen Bandar Khomeini i syd over Teheran til Det Kaspiske Hav. Den 1380 km lange bane blev bygget 1927-38, fra 1933 under ledelse af det danske firma Kampsax. Den omfatter bl.a. 80 km tunneller og 250 broer og blev af samtiden berømmet som en betydelig ingeniørmæssig bedrift.

Befolkning og erhverv

Officielle iranske skøn angiver befolkningen til ca. 70 mio., inkl. kurdiske flygtninge fra Irak og afghanske flygtninge. Befolkningen er meget ung og vokser med ca. 3% om året. Under Khomeinistyret (1979-89) ansås den store befolkningsvækst officielt som politisk ønskværdig, men efterfølgende regeringer betragter den som et udviklingsproblem og har iværksat familieplanlægningsprogrammer.

Etnisk er befolkningen meget sammensat; ca. halvdelen er farsitalende iranere; blandt de større mindretal er de ca.16 mio. azerier i provinsen Aserbajdsjan mod NV; mod grænsen til Tyrkiet og Irak bor andre 7 mio. kurdere. I grænseområderne mod øst bor ca. 2 mio. turkmenere og ca. 2 mio. balucher og ved den sydlige grænse til Irak ca. 4 mio. arabere. Hertil kommer en lang række små minoriteter, enkelte af dem med kristen kultur i det i øvrigt helt islamiske land. Det gælder bl.a. ca. 500.000 armeniere, som især bor i de største byer.

Under og efter den islamiske revolution flygtede mange iranere til udlandet, og det skønnes, at en halv mio. lever i eksil, heriblandt ca. 15.000 i Danmark. Det var navnligt højtuddannede, der flygtede, og den islamiske republik har problemer med at skaffe kvalificeret arbejdskraft i mange brancher. Både analfabetisme og arbejdsløshed udgør store problemer, som forstærkes af en stor migration fra land til by.

Landbrug. På grund af landets naturgeografi er kun 9% af arealet dyrkbart, mens ca. tre gange så meget er ekstensivt udnyttede græsgange for især får og geder. Kun 4 mio. ha er intensivt dyrket, oftest kunstvandet, agerland. De største sammenhængende landbrugsområder ligger på kystsletten ved Det Kaspiske Hav. Flere dale i bjergene (især mod NV) har fra gammel tid haft produktion af frugt af høj kvalitet, bl.a. abrikoser og pistacienødder, som Iran er verdens største producent af. Landbefolkningen udgør ca. 1/3 af den samlede befolkning. De fleste har ingen uddannelse, og mange bor i isolerede bjerglandsbyer. Bedrifterne er oftest meget små, og produktionen hæmmes af forældede driftsformer, vandmangel og generelt utilstrækkelige investeringer, herunder i udbygningen af infrastruktur. Udviklingen hæmmes yderligere af manglen på en langsigtet landbrugspolitik, idet den statslige prioritering favoriserer Irans industrialisering. Trods flere forsøg er det ikke lykkedes at gennemføre en jordreform, og siden den islamiske revolution har der hersket tvivl om ejendomsretten til op mod 25% af den bedste landbrugsjord, hvilket yderligere hæmmer investeringer. Landbruget er fortsat Irans akilleshæl, og landet er blandt verdens store fødevareimportører.

Olie og naturgas. Iran har 9% af verdens oliereserver og 15% af naturgasreserverne (2005), og energisektoren er af helt afgørende betydning for den iranske økonomi. Gennem 1990'erne var olieproduktionen ret konstant, mens gasproduktionen næsten tredobledes. Produktionen foregår især offshore i Den Persiske Golf og i de sydlige Zagrosbjerge nær grænsen til Irak. En række olieledninger forbinder felterne med raffinaderier i storbyerne. En meget stor del af olieproduktionen eksporteres, især til Japan. I forhold til de vældige reserver er gasproduktionen ret lille, da hjemmemarkedet er begrænset. Gasledninger til Aserbajdsjan og Turkmenistan har længe været planlagt, men projekterne sinkes af de usikre politiske forhold i de implicerede lande. Også oliesektoren hæmmes af Irans politiske isolation, og moderne prospekterings- og produktionsteknologi indføres kun langsomt.

Industri. Shahstyret frem til 1979 var meget ambitiøst med hensyn til udvikling af industri, og det havde som mål at gøre Iran til verdens femtestørste industrination inden år 2000. Den islamiske revolution satte en stopper for disse planer, og det er ikke lykkedes præstestyret at formulere en klar industripolitik. Siden 1979 har mange industrier ligget stille eller kørt på reduceret kraft. I første omgang satsede man på små og mellemstore virksomheder med tilknytning til basarerne. Siden slutningen af 1980'erne er et privatiseringsprogram søgt gennemført, og aktier i den helt overvejende statsejede sværindustri blev sat til salg. Salget er dog gået langsomt, ligesom det ikke er lykkedes at tiltrække udenlandsk kapital i større omfang. Industriudvikling har dog fortsat høj prioritet, og i 1990'erne har Iran markeret sig med et kontroversielt program for færdigbygning af en atomreaktor ved Bushehr, som med tysk bistand blev påbegyndt under shahen. Projektet modtager udstyr og knowhow fra bl.a. Rusland, Pakistan og Kina og er blevet mødt med internationale protester med baggrund i frygt for udvikling af iranske atomvåben.

Turisme. Med et meget varieret og bjergrigt landskab og rige historiske seværdigheder (bl.a. Persepolis, Pasargadae og Isfahan) var Iran under shahen mål for mange velhavende vestlige turister. Revolutionen, krigen med Irak og det ny styres politiske profil satte en stopper for besøgene. Fra et absolut nulpunkt i 1980'erne er turismen vokset betydeligt, så landet i det nye årtusind årligt besøges af over 1 mio. turister, men dette er fortsat langt fra de store potentialer, som landet rummer.

Læs mere om Iran.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig