Irène Némirovsky

Irène Némirovsky, 1903-42, russisk-fransk forfatterinde af jødisk familie, som flygtede til Paris med sin familie efter Oktoberrevolutionen 1917. Efter litteraturstudier ved Sorbonne gjorde hun sig bemærket ved romaner og noveller med en stram komposition og en klar, prægnant stil.

Forfatterskabet rummer også en social side; bl.a. afspejles de russiske emigranters vanskelige situation i Frankrig i romanen David Golder (1929) som fine psykologiske skildringer; novellen Le Bal (1930, Ballet) og kortromanen Les Mouches d’automne (1931, da. Efterårsfluerne, 1990).

I den ufuldendte roman Suite française (posthumt 2004, da. Storm i juni, 2005) skildres flugten i Frankrig foran de fremtrængende tyske tropper og tiden lige efter med den blanding af angst og kynisme, medfølelse og råhed, det førte med sig. Irène Némirovsky døde i Auschwitz.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig