Inuit Circumpolar Conference

Artikelstart

Inuit Circumpolar Conference, ICC, interesseorganisation, der samler inuitbefolkninger på tværs af nationale skel. ICC blev grundlagt på et møde i Alaska i 1977 af inuit fra Alaska, Canada og Grønland; de sibiriske inuit er siden blevet inddraget i samarbejdet, og i 1992 blev de optaget som fuldgyldige medlemmer. På mødet blev "inuit" taget i brug som officiel betegnelse for alle folk, der hidtil havde været kendt som "eskimoer".

Formålet med samarbejdet er at sammenholde erfaringer og styrke en fælles identitet for derved at opnå større gennemslagskraft over for de nationale regeringer. Den grønlandske hjemmestyreordning blev fulgt med interesse, og tildelingen i 1971 af særlige rettigheder til inuit i Alaska har opmuntret canadiske inuit i deres forhandlinger med regeringen.

ICC har haft stor betydning i sager vedrørende de miljømæssige konsekvenser af udvinding og transport af olie og gas i Alaska og Canada. I 1983 fik ICC NGO-status i FN, hvilket giver øget mulighed for at påvirke verdensopinionen i arktiske spørgsmål. ICC har udarbejdet en omfattende arktisk politik og taget initiativ til at styrke forbindelsen mellem de arktiske samfund ved hjælp af nyhedsmedier, kulturelle arrangementer og handelsaftaler.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig