Interstate Highway System er USA's over 70.000 kilometer lange net af motorveje, der forbinder delstaterne og næsten alle større byer. Systemet blev vedtaget under 2. Verdenskrig (1944) for bl.a. at tjene det nationale forsvar, men blev først for alvor igangsat, efter at Kongressen i 1956 bestemte, at forbundsregeringen skulle betale 90 % og ikke, som først vedtaget, 50 % af udgifterne. Systemet favoriserer de befolkningstætte stater i øst, mens der er langt mellem de nord-syd-gående forbindelser i præriestaterne og bjergstaterne mod vest.