Internationale Bauausstellung, international byggeudstilling i Vestberlin 1984, der sammenfattede størstedelen af de byfornyelsesprojekter, som 1979-87 tog form i Berlins centrale bydele. Målet var en rekonstruktion af såvel byens gadenet som de gamle historiske huse. Opgøret med de modernistiske efterkrigsarkitekters til tider ufølsomme bydelssaneringer og nybyggeri var tydeligt (se Interbau). Med udgangspunkt i temaet "storbyen som bosted" opførtes en række vellykkede boligkomplekser specielt i bydelene Tegel og Tiergarten, hvor egentlig bysanering fandt sted. I den relativt velbevarede bydel Friedrichstadt iværksattes et restaureringsprogram for de historiske bygninger.