Faktaboks

Ingvar Cronhammar
Født
17. december 1947
Død
20. maj 2021
Ingvar Cronhammar
Ingvar Cronhammar. Foto fra 2006.
Ingvar Cronhammar
Af /Århus Stiftstidende Ks/Ritzau Scanpix.

Ingvar Cronhammar The Gate; maskininstallation i stål, mahogni, filt, glas, hestemanker, hvalkranium, vand og lys, 1987-88. Herning Kunstmuseum.

.

Ingvar Cronhammar. Monumentalskulpturen Elia i Birk Centerpark ved Herning, indviet i 2001, er bygget af bl.a. stål og beton. Mellem de fire ca. 32 m høje stålsøjler udspys med mellemrum en ca. 8 m høj gasflamme. Søjlerne kan opfange lynnedslag, hvorved der opstår en kraftig resonans i skulpturens hulrum.

.

Ingvar Cronhammar var en svensk-dansk billedhugger, der fra 1965 var bosat i Danmark. Studieårene ved Aarhus Kunstakademi 1967-1971 og tilknytningen til Det Eksperimenterende Værksted var præget af happenings med politisk-satirisk indhold.

Fra 1981 blev udtryk og elementer forenklet, og resultatet var monumentale installationer i stor skala. Her blev skulpturens og arkitekturens slægtskab tydeligt i værker som The Gate (1987-1988) og Elia (1989-2001), Cronhammars hovedværk som rumkunstner; et ca. 32 m højt symmetrisk opbygget monumentalanlæg i bydelen Birk i Herning, som med uforudsigelige mellemrum udspyr høje ildsøjler.

Ingvar Cronhammars fascination af maskiner ses i de perfekt udformede konstruktioner og i de infernalske lyde, der kan være en del af værket. Samtidig bidrager organiske elementer som dyreknogler og kranier, fuglevinger og hud til en kontrastfyldt helhed. Natur møder kultur, og kulten møder civilisationen i sære visioner, der sammenvæver en primitiv virkelighed og moderne avanceret teknologi.

Statens Museum for Kunst findes skulpturen Borderline Warrior fra 1988. Herning Kunstmuseum erhvervede i 1995 syv værker fra perioden 1986-1992, bl.a. The Gate. Cronhammar modtog Eckersbergs Medalje i 1993, Thorvaldsens Medalje i 2003, Statens Kunstfonds livsvarige hædersydelse i 1995 og Ridderkorset af Dannebrogordenen 2007.

Ingvar Cronhammar deltog i flere arkitektkonkurrencer og udførte bl.a. sammen med arkitekten Poul Ingemann værker eller stillede udsmykningsforslag, der placerer sig i feltet mellem fantasifuld skulptur, møbelkunst og arkitektur.

Blandt Ingvar Cronhammers værker i det offentlige rum kan nævnes: Elia, Herning Kommune 2001; Parkbænk II, Sophienholm 2003; Ariadne (sammen med landskabsarkitekt Torben Schønherr), Vejle Kommune 2008 og Fontæne, Randers Kommune, 2009.

Ingvar Cronhammers værker er desuden repræsenteret på en lang række museer bl.a. Designmuseum Danmark, Hjørring Kunstmuseum, Trapholt, KUNSTEN, Randers Kunstmuseum, Statens Museum for Kunst, Vejle Kunstmuseum og ARoS.

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig