Faktaboks

Inger Hanmann
Født
1918
Død
2007

Inger Hanmann var en dansk maler og emaljekunstner.

Inger Hanmann gik på P. Rostrup Bøyesens malerskole 1946-52 og debuterede på Kunstnernes Efterårsudstilling (KE) i 1947. De tidlige malerier var påvirket af Rostrup Bøyesens naturskildringer. Fra slutningen af 1950'erne blev emalje hendes foretrukne medie, både i det store format og i det lille som fx korpusarbejder for A. Michelsen og Georg Jensen Sølvsmedie. Men også materialer som kobber, jern, stål og sølv har hun brugt i samspil med hinanden eller alene. Motiverne er ofte abstrakte med klare, rene former og en lys, klar kolorit.

Inger Hanmann har udført udsmykninger i emalje til bl.a. Hørsholm Svømmehal (1980), TV-Byen i Gladsaxe (1986) og Københavs Lufthavn (1990), sidstnævnte et 100 kvadratmeter stort emaljemaleri. Til den nye danske ambassade i Berlin skabte hun i 1999 en 16 m høj mobile af emaljerede kobberplader. Inger Hanmann var fra 1968 medlem af kunstnersammenslutningen M-59. Hun var fra 1947 gift med maleren Poul Hanmann (1915-1981).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig