Faktaboks

Inge Ellegaard
Født
6. februar 1953, Horne ved Faaborg
Død
25. august 2010
Inge Ellegaard
Inge Ellegaard fotograferet i 1995, hvor hun modtog Jens Søndergaard og hustrus Mindelagt. I den anledning præsenterede Statens Museum for Kunst en ophængning af Ellegaards værker, der kan ses i baggrunden.
Inge Ellegaard
Af /Ritzau Scanpix.

Inge Ellegaard var en dansk maler. Hun blev uddannet på Skolen for Brugskunst 1972-1976 og på Kunstakademiet i København 1976-1982.

De Unge Vilde

Inge Ellegaard tilhørte den gruppe af kunstnere, der i 1980'erne blev kendte som De Unge Vilde. Hun arbejdede og udstillede sammen med flere af kunstnerne fra gruppeudstillingen Kniven på hovedet (1982) og havde atelierplads i Værkstedet Værst.

Inge Ellegards motiver

Inge Ellegaard arbejdede ofte i serier, hvor et bestemt motiv eller tema gik igen. Blandt hendes mest kendte motiver er roser og amaryllisblomster; parafraser over ældre malerier af fx Nicolas Poussin eller Edouard Manet; eller menneskekroppe, der ofte er anbragt i dramatiske positurer eller virker meget massive og statueagtige. Inge Ellegaards malerier har ofte ensartede baggrunde med fx præcist gentagende tern eller sirlige mønstre af kuglepensstreger.

Repræsentation

Inge Ellegaard er repræsenteret på flere danske museer; herunder Horsens Kunstmuseum, Sorø Kunstmuseum, ARoS og Kunsten. På Statens Museum for Kunst er hun repræsenteret med bl.a. Diana på kirkegården I-III (1990).

Inge Ellegaard udgav flere bøger og illustrerede bl.a. digtsamlinger af Per Aage Brandt. I 2010 blev hendes maleri To roser gengivet på frimærke. Hun var fra 1996 medlem af kunstnersammenslutningen Decembristerne. I 2009 modtog hun Eckersbergs Medalje.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig