Informationsordbogen

Artikelstart

Informationsordbogen er en ordbog oprettet af Dansk Standardiseringsråd (nu Dansk Standard) i 1983. Dens idégrundlag var et engelsk forlæg (British Standard BS 5408:1976), som i 1977 satte en dansk arbejdsgruppe under standardiseringsrådet i gang med en dansk parallel. 1. udgave udkom så i 1983, oprindeligt under navnet BDI-Ordbog. DS/inf. 27. Det skulle være et hjælpemiddel til forklaring af de mange fagudtryk, der benyttes inden for områderne bibliotek, dokumentation og information. 2. udgave fra 1991 var en kraftigt udvidet ordbog med engelske ækvivalenter, engelsk-dansk ordliste, klyngeoversigter, illustrationer og omfattende litteraturoversigter. Titlen blev nu ændret til Informationsordbogen. Ordbog for informationshåndtering, bog og bibliotek. Med en yderligere udvidet udgave fra 2002 kom den sidste version i trykt bogform.

Siden er Informationsordbogen blevet elektronisk og netbaseret. Den stræber mod at holde sig ajour med definition af alle vigtige begreber inden for informationshåndtering i vid betydning og rummer dertil en leksikal uddybningsdel med links til relevante websites. Adgang til brug af ordbogen er vederlagsfri.

Redaktionen er frigjort fra Dansk Standard og blev efter en årrække som selvejende selskab i 2012 formelt overdraget til videreførelse hos Institut for Kommunikation på Københavns Universitet (tidligere Danmarks Biblioteksskole). Den er fortsat med flere af de oprindelige redaktører.

Eksterne links

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig