Indonesiens historie

Søfart og handel har været af afgørende betydning for den historiske udvikling i den indonesiske øverden pga. de påvirkninger fra andre kulturer, som de førte med sig. Handel med Indien fra ca. 100 bragte megen rigdom til området og betød, at datuerne overtog den indiske lederstil, samt at der ca. 400 skabtes små kongedømmer. Samtidig hermed blev hinduistiske og buddhistiske forestillinger og sædvaner optaget og blandet med den oprindelige malajiske panteisme.

Omkring 500 eksisterede flere små konkurrerende riger. Det første af større betydning, Srivijaya med hovedstaden Palembang, etableredes på det sydlige Sumatra ca. 680 og bestod i 400 år. I det centrale Java rejste Sailendradynastiets herskere i 800-tallet to imponerende monumenter, det buddhistiske Borobudur og det hinduistiske Prambanan.

I 1293 blev det mægtige hinduistiske rige Majapahit grundlagt på Østjava. Riget omfattede det meste af Java og Bali samt en række mindre øer, da det var på sit højeste under Hayam Wuruk, som herskede 1350-89.

Efterhånden kom islam ind i billedet som et nyt kulturelt og religiøst element, bl.a. som resultat af den øgede samhandel i Det Indiske Ocean. Aceh i det nordlige Sumatra blev som det første område muslimsk i slutningen af 1200-tallet, mens Java først islamiseredes flere hundrede år senere; især i det indre af landet domineres Java stadig af en udgave af islam, som er stærkt påvirket af andre religiøse forestillinger.

Endnu en fremmed kultur, den europæiske, kom til det indonesiske område nogle århundreder senere. Portugiserne, som indtog Malacca i 1511, var de første, der fik fodfæste. Senere fulgte hollænderne, som blev de dominerende i området gennem det privatejede Forenede Ostindiske Kompagni (VOC), grundlagt 1602. VOC etablerede i 1619 sin første handelsstation i Batavia, det nuværende Jakarta. Malacca blev erobret i 1641, og kompagniet fik efterhånden monopol på den indbringende krydderihandel. VOC blev mere og mere involveret i de interne magtstridigheder især i det javanesiske kongedømme Mataram, som i løbet af 1700-tallet blev stadig mere svækket. I takt med denne udvikling etablerede VOC sig som centralmagt oven på den eksisterende magtstruktur, der ikke ændredes nævneværdigt.

Mod slutningen af 1700-tallet begyndte VOC's finansielle magt at nedbrydes pga. for store administrationsomkostninger, smugleri etc. Derfor overtog den hollandske stat i 1799 besiddelserne. Holland var i 1795 blevet erobret af Frankrig og genvandt først sin reelle selvstændighed i 1815. Herman Willem Daendels (1762-1818) blev i 1807 generalguvernør for kolonierne i Asien. Han indledte en politik, som skulle berøve de javanesiske regenter deres selvstændighed og underordne dem den hollandske administration. Som en følge af Napoleonskrigene var Indonesien 1811-16 underlagt det britiske ostindiske kompagni, der forsøgte at indføre egne administrative principper. Efter hollændernes tilbagekomst strammedes grebet på baggrund af Daendels' arbejde. I 1825 indledtes Javakrigen, der var et oprør mod hollændernes jordkonfiskationer. Oprøret, som blev ledet af prins Dipo Negoro (ca. 1785-1855) fra sultanatet i Yogyakarta, var nedkæmpet i 1830, og dermed var den hollandske magt konsolideret. Samme år indførtes kultursystemet; hver landsby blev tvunget til at afsætte en femtedel af deres marker til eksportafgrøder som sukker, kaffe, te og indigo. Det nye produktionssystem medførte, at store rigdomme overførtes til den hollandske statskasse.

Under indtryk af nye liberale økonomiske principper voksede modstanden mod kultursystemet efterhånden. I 1870 blev det tilladt private at erhverve jord i Indonesien, og nu begyndte en hurtig vækst i privatejet plantagedrift og i mine- og skovindustri. Den hurtige økonomiske udvikling blev fulgt af en territorial ekspansion, og i begyndelsen af 1900-tallet havde hollænderne sikret sig så godt som hele det nuværende Indonesien. De administrative reformer videreførtes, og antallet af hollandske administratorer voksede hurtigt; for første gang skabtes en indonesisk kolonistat med ensartet, centraliseret forvaltning.

I 1900-tallets første årtier voksede en folkeligt forankret modstand mod kolonistyret frem. Den nationalistiske organisation Sarekat Islam blev grundlagt i 1912 og fik hurtigt flere hundred tusinde medlemmer. Bevægelsen splittedes senere, bl.a. pga. uenighed mellem kommunister og religiøse. Det Indonesiske Kommunistparti, PKI, stod 1926-27 bag nogle oprørsforsøg, som imidlertid var dårligt organiseret og let kunne nedkæmpes. I 1927 dannedes Det Indonesiske Nationalistparti, PNI, under ledelse af Achmed Sukarno. Han og andre nationalistledere, bl.a. Muhammad Hatta, blev fængslet og forvist til afsides beliggende øer; først efter den japanske invasion af Indonesien i 1942 kunne de vende tilbage.

Mange indonesere, heriblandt Sukarno og Hatta, fik embeder i den japanske administration, men den japanske brutalitet bevirkede, at nationalismen forstærkedes yderligere. Umiddelbart efter den japanske kapitulation erklærede Sukarno og Hatta 17.8.1945 Indonesiens uafhængighed. Hollænderne accepterede imidlertid ikke tabet af kolonien, og der gik yderligere fire år med militære stridigheder, inden det på en FN-ledet konference i Haag i december 1949 lykkedes at få hollænderne til at anerkende selvstændigheden. Det indonesiske krav på Irian Jaya blev dog først anerkendt af Holland i 1963 mod et løfte om at afholde en folkeafstemning, hvor områdets befolkning selv skulle afgøre tilhørsforholdet. Det skete i 1969.