Søfart og handel har været af afgørende betydning for den historiske udvikling i den indonesiske øverden pga. de påvirkninger fra andre kulturer, som de førte med sig. Handel med Indien fra ca. 100 bragte megen rigdom til området og betød, at datuerne overtog den indiske lederstil, samt at der ca. 400 skabtes små kongedømmer. Samtidig hermed blev hinduistiske og buddhistiske forestillinger og sædvaner optaget og blandet med den oprindelige malajiske panteisme.

Omkring 500 eksisterede flere små konkurrerende riger. Det første af større betydning, Srivijaya med hovedstaden Palembang, etableredes på det sydlige Sumatra ca. 680 og bestod i 400 år. I det centrale Java rejste Sailendradynastiets herskere i 800-tallet to imponerende monumenter, det buddhistiske Borobudur og det hinduistiske Prambanan.

I 1293 blev det mægtige hinduistiske rige Majapahit grundlagt på Østjava. Riget omfattede det meste af Java og Bali samt en række mindre øer, da det var på sit højeste under Hayam Wuruk, som herskede 1350-89.

Efterhånden kom islam ind i billedet som et nyt kulturelt og religiøst element, bl.a. som resultat af den øgede samhandel i Det Indiske Ocean. Aceh i det nordlige Sumatra blev som det første område muslimsk i slutningen af 1200-tallet, mens Java først islamiseredes flere hundrede år senere; især i det indre af landet domineres Java stadig af en udgave af islam, som er stærkt påvirket af andre religiøse forestillinger.

Endnu en fremmed kultur, den europæiske, kom til det indonesiske område nogle århundreder senere. Portugiserne, som indtog Malacca i 1511, var de første, der fik fodfæste. Senere fulgte hollænderne, som blev de dominerende i området gennem det privatejede Forenede Ostindiske Kompagni (VOC), grundlagt 1602. VOC etablerede i 1619 sin første handelsstation i Batavia, det nuværende Jakarta. Malacca blev erobret i 1641, og kompagniet fik efterhånden monopol på den indbringende krydderihandel. VOC blev mere og mere involveret i de interne magtstridigheder især i det javanesiske kongedømme Mataram, som i løbet af 1700-tallet blev stadig mere svækket. I takt med denne udvikling etablerede VOC sig som centralmagt oven på den eksisterende magtstruktur, der ikke ændredes nævneværdigt.

Mod slutningen af 1700-tallet begyndte VOC's finansielle magt at nedbrydes pga. for store administrationsomkostninger, smugleri etc. Derfor overtog den hollandske stat i 1799 besiddelserne. Holland var i 1795 blevet erobret af Frankrig og genvandt først sin reelle selvstændighed i 1815. Herman Willem Daendels (1762-1818) blev i 1807 generalguvernør for kolonierne i Asien. Han indledte en politik, som skulle berøve de javanesiske regenter deres selvstændighed og underordne dem den hollandske administration. Som en følge af Napoleonskrigene var Indonesien 1811-16 underlagt det britiske ostindiske kompagni, der forsøgte at indføre egne administrative principper. Efter hollændernes tilbagekomst strammedes grebet på baggrund af Daendels' arbejde. I 1825 indledtes Javakrigen, der var et oprør mod hollændernes jordkonfiskationer. Oprøret, som blev ledet af prins Dipo Negoro (ca. 1785-1855) fra sultanatet i Yogyakarta, var nedkæmpet i 1830, og dermed var den hollandske magt konsolideret. Samme år indførtes kultursystemet; hver landsby blev tvunget til at afsætte en femtedel af deres marker til eksportafgrøder som sukker, kaffe, te og indigo. Det nye produktionssystem medførte, at store rigdomme overførtes til den hollandske statskasse.

Under indtryk af nye liberale økonomiske principper voksede modstanden mod kultursystemet efterhånden. I 1870 blev det tilladt private at erhverve jord i Indonesien, og nu begyndte en hurtig vækst i privatejet plantagedrift og i mine- og skovindustri. Den hurtige økonomiske udvikling blev fulgt af en territorial ekspansion, og i begyndelsen af 1900-tallet havde hollænderne sikret sig så godt som hele det nuværende Indonesien. De administrative reformer videreførtes, og antallet af hollandske administratorer voksede hurtigt; for første gang skabtes en indonesisk kolonistat med ensartet, centraliseret forvaltning.

I 1900-tallets første årtier voksede en folkeligt forankret modstand mod kolonistyret frem. Den nationalistiske organisation Sarekat Islam blev grundlagt i 1912 og fik hurtigt flere hundred tusinde medlemmer. Bevægelsen splittedes senere, bl.a. pga. uenighed mellem kommunister og religiøse. Det Indonesiske Kommunistparti, PKI, stod 1926-27 bag nogle oprørsforsøg, som imidlertid var dårligt organiseret og let kunne nedkæmpes. I 1927 dannedes Det Indonesiske Nationalistparti, PNI, under ledelse af Achmed Sukarno. Han og andre nationalistledere, bl.a. Muhammad Hatta, blev fængslet og forvist til afsides beliggende øer; først efter den japanske invasion af Indonesien i 1942 kunne de vende tilbage.

Mange indonesere, heriblandt Sukarno og Hatta, fik embeder i den japanske administration, men den japanske brutalitet bevirkede, at nationalismen forstærkedes yderligere. Umiddelbart efter den japanske kapitulation erklærede Sukarno og Hatta 17.8.1945 Indonesiens uafhængighed. Hollænderne accepterede imidlertid ikke tabet af kolonien, og der gik yderligere fire år med militære stridigheder, inden det på en FN-ledet konference i Haag i december 1949 lykkedes at få hollænderne til at anerkende selvstændigheden. Det indonesiske krav på Irian Jaya blev dog først anerkendt af Holland i 1963 mod et løfte om at afholde en folkeafstemning, hvor områdets befolkning selv skulle afgøre tilhørsforholdet. Det skete i 1969.

Det selvstændige Indonesien

Indonesien. En eksplosion på en natklub i Kuta på Bali dræbte 202 mennesker. Foto fra 12.10.2002.

.

Sukarno blev Indonesiens første præsident. Efter det første valg, som blev afholdt i 1955, tegnede der sig tre næsten jævnbyrdige ideologiske hovedlinjer: En muslimsk linje, repræsenteret først og fremmest ved partierne Nahdatul Ulama og Masyumi, der længe kæmpede for at gøre Indonesien til en muslimsk stat, en sekulær linje, der støttede den gældende konstitution og omfattede bl.a. Sukarnos nationalistparti og kommunisterne, og endelig hæren, hvis stilling var blevet stadig stærkere, efter at den havde nedkæmpet forskellige separatistiske oprør, bl.a. på de sydlige øer i øgruppen Molukkerne. I lang tid lykkedes det Sukarno at bevare balancen mellem de forskellige grupperinger ved at spille dem ud mod hinanden, men den politiske situation var uklar. Sukarno talte samme år for indførelse af en særlig styreform, "vejledt demokrati", der if. Sukarno i højere grad end Vestens demokrati passede til indonesiske forhold, og i 1959 tiltog han sig mere eller mindre enevældig magt. Han var imidlertid stadig afhængig af, at der blev opretholdt en balance mellem hæren og kommunisterne.

I begyndelsen af 1960'erne skærpedes modsætningerne drastisk, især pga. beslutningen om iværksættelse af jordreformer. Reformerne blev saboteret af de konservative kræfter og de store jordejere, hvilket førte til, at PKI mobiliserede og via sine bondeorganisationer gennemførte jordbesættelser. Sukarno fulgte en mere og mere antikapitalistisk og antiimperialistisk linje. Modsætningerne skærpedes yderligere af den svage økonomi og en galopperende inflation og udløste i 1965 et kupforsøg, som PKI fik skylden for. Kuppet mislykkedes, og hæren indledte en klapjagt på kommunister og mistænkte sympatisører, som kostede flere hundred tusinde mennesker livet. Da PKI var elimineret, forskubbede magtbalancen sig, hvorved Sukarnos centrale politiske position blev undermineret; i 1967 blev han afsat og erstattet af general Suharto, som havde magten frem til 1998.

Indonesien besatte den tidligere portugisiske koloni Østtimor i 1975 og annekterede området det følgende år. Anneksionen er aldrig blevet internationalt anerkendt, og ca. 200.000 østtimorianere menes at være omkommet som resultat af indonesiske overgreb.

Ud over sit eget parti, Golkar, har Suhartoregimet kun tilladt to meget strengt kontrollerede oppositionspartier. Det ene er et muslimsk parti, og det andet er Indonesiens Demokratiske Parti, PDI, som indeholder resterne af Sukarnos Nationalistparti foruden en del mindre, kristne partier. I 1994 valgte PDI Sukarnos datter Megawati Sukarnoputri til leder, hvilket af Suhartoregimet blev anset for en trussel. Da det i juni 1996 lykkedes at fremtvinge hendes afgang, udløste det voldsomme protester og opløb.

De hurtige økonomiske fremskridt i Indonesien er sket på baggrund af politisk og social undertrykkelse. Sammen med voksende etniske, regionale og religiøse modsætninger har det betydet, at den politiske situation er spændt, og der er ikke tegn på, at regimet vil opgive sin hårde politiske linje.

Indonesien blev hårdt ramt af den økonomiske krise i SØ-Asien i 1997. Det lykkedes ikke Suhartoregimet, som samme år havde vundet et omdiskuteret valg, at dæmme op for krisen, og ved en række store demonstrationer året efter kom det til uroligheder i Jakarta med flere dræbte. I maj 1998 trådte Suharto tilbage og udnævnte B.J. Habibie (f. 1936) til præsident. Habibie lovede reformer og indledte også korruptionsundersøgelser mod Suharto og hans familie.

I januar 1999 lovede Habibie en folkeafstemning i Østtimor om områdets fremtidige status; afstemningen blev arrangeret af FN og afholdt i august samme år. Da resultatet blev et overvældende ja til selvstændighed, udløste det voldsomme uroligheder i Østtimor, som Indonesiens militær blev holdt ansvarlig for. Også andre steder i Indonesien har der været særdeles blodige etniske, religiøse og separatistiske uroligheder, som bunder i modsætninger mellem lokale traditioner og indvandring fra Java iblandet elementer af religiøse og etniske forskelle. På Molukkerne har mere end 5000 mistet livet i en reel borgerkrig. Separatistiske bevægelser i Papua og især Aceh fik stigende folkelig opbakning, og blodige sammenstød fandt sted mellem guerillaer og regeringsstyrker. Omfanget af urolighederne førte til spekulationer om, hvorvidt Indonesien reelt stod over for en opsplitning.

Ved et valg i oktober 1999 blev Abdurrahman Wahid valgt til præsident. Han blev dog snart beskyldt for korruption, og i 2001 blev han afsat efter at have forsøgt at indføre undtagelsestilstand, og vicepræsident Megawati Sukarnoputri blev ny præsident.

Indonesien blev i 2000-tallet ramt af flere voldsomme terrorangreb. Værst var et angreb på Bali i 2002, hvor 202 omkom, heraf et stort antal turister. Bali blev igen angrebet i 2005, men også Djakarta har været udsat for alvorlige bombesprængninger. Militante islamistiske organisationer med forbindelse til terrornetværket al-Qaeda menes at stå bag. Ved præsidentvalget i 2004 blev Megawati Sukarnoputri slået af Susilo Bambang Yudhoyono. I december 2004 blev Indonesien ramt af en tsunami; mere end 220.000 mennesker omkom eller savnes i Indonesien alene. Især Aceh-provinsen blev hårdt ramt. Provinsen havde i hen ved 30 år været præget af kampe mellem separatistiske oprørere og regeringsstyrker. Efter tsunamikatastrofen blev der gennemført en fredsaftale, og i 2006 fik Aceh selvstyre. I 2006 blev Java ramt af endnu en tsunami; mere end 500 omkom.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig