Litteraturen før 1900

Litteraturen før 1945 består primært af malajisk litteratur (se Malaysia – litteratur) og javanesisk litteratur. Javanesisk litteratur er nedskrevet mellem 800- og 1600-tallet på kavi, det javanesiske digtersprog. Temaerne er hentet fra de klassiske indiske værker, især Ramayana og Mahabharata, og er præget af den lokale tradition.

Litteraturen omfatter mytologiske digte, kanda, episk prosa, parva, lovtekster og tekster om medicin, usada. Desuden klassisk poesi, kakawin, og de berømte skygge- og marionetspil, wajang. Krøniker af mytisk karakter, kidung, beskriver Javas historie. Panji-legenderne beretter om to elskendes fantastiske eventyr i et magisk univers, befolket af hinduistiske guder.

Den gradvise islamisering af Java fra 1300-tallet bevirkede, at de hinduistisk inspirerede javanesiske manuskripter derefter kun bevaredes på det fortsat hinduistiske Bali.

Litteraturen efter 1945

Der findes litteratur på en række regionale sprog som fx javanesisk og sundanesisk, men den nationale litteratur er i overvejende grad skrevet på nationalsproget bahasa indonesia. Denne litteratur blev fremmet af forlaget Balai Pustaka med udgivelsen af fx Marah Ruslis (1889-1968) roman Fru Nurbaya (1928) om tidens foretrukne tema: arrangerede ægteskaber.

I tidsskriftet Pujangga Baru (Den nye digter) fra 1933 diskuterede traditionalister som Sanusi Pane (1905-1968) og modernister som den vestligt orienterede Sutan Takdir Alisjahbana (1908-1994) udformningen af en indonesisk litterær kultur og konflikten mellem Vestens individualisme og Østens mystik. En diskussion, som prægede hele 1900-tallet.

Modernist var også digteren Chairil Anwar (1922-1949), som øvede stor indflydelse på Angkatan 45, forfattergenerationen efter 1945, som i socialrealistiske værker fortolkede det nye Indonesiens nationale identitet. Mochtar Lubis' (1922-2004) roman Vej uden ende (1952) repræsenterer en mere filosofisk strømning ligesom Achdiat Karta Mihardjas (1911-2010) roman Ateisten (1949), der behandler konflikten mellem religion og verdslig modernitet, et tema, som nu og da har bragt indonesiske forfattere i konflikt med den islamiske præstestand.

Efter kuppet i 1965 strammede Sukarnos regime grebet om forfatterne, deriblandt Indonesiens nok mest kendte forfatter Pramoedya Ananta Toer (1925-2006) med romanen Menneskenes jord (1980).

Forløber for den lille gruppe af kvindelige forfattere er Kartini. Blandt de moderne kvindelige forfattere kan nævnes Siti Rukiah (1927-1996), som i romanen Nederlag og kærlighed (1950) har beskrevet den indonesiske revolution, og Nh. Dini (1936-2018), især kendt for selvbiografiske værker som En lille gade i min by (1978).

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig